Ustabil Karin Mortensen kan misse Athen.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>For små to år siden var Ikast-keeperen Karin Mortensen det helt store stjernenavn efter EM-triumfen i Århus. Dengang blev hun ikke bare hyldet som turneringens keeper nummer et, Karin Mortensen blev kåret som hele EM-turneringens bedste spiller.

Men siden de glade dage i Århus er det gået ned af bakke for Karin Mortensen.

I disse måneder er nedtællingen til OL i Athen i fuld gang, og her kan Ikast-keeperen nemt ende med at blive sorteper.

For Rikke Schmidt fra Slagelse og Viborg-keeperen Louise Bager Nørgaard ser ud til at være et skridt foran i en duel, hvor også veteranen Lene Rantala er en kompetent deltager.

»Jeg går egentlig ikke selv og tænker så meget på det, for så kommer det for alvor til at gå galt,« siger Karin Mortensen, der i går tog afsted med Ikast/Bording til finalen i Cupwinners Cup mod Hypo:

Røven ud af ....
»Der er dog ingen tvivl om, at jeg vil gøre alt for at komme med til OL.

Ja, jeg vil nærmest knokle røven ud af bukserne, og så håber jeg bare det er godt nok.«

Landstræner Jan Pytlick vil ikke gå ind på en vurdering af hver enkelt keeper, før han engang i begyndelsen af juli måned vælger de 15 spillere til OL.

Både Rikke Schmidt og Louise Bager Nørgaard har gjort det godt?

»Det er der ingen tvivl om. Så på en eller anden måde er jeg vel lidt presset, men vi har trods alt to samlinger tilbage med landsholdet inden OL-truppen bliver udtaget. Og så er det bare op til mig selv at vise, at jeg er god nok,« siger Karin, der sammen med holdkammeraterne stiller op i svækket udgave i Østrig.

Ikast-træner Ole Damgaard må se bort fra både Kristine Andersen og Josephine Touray.

»Vi håber at få Touray og Kris med til returkampen i Herning i næste uge, men lige nu tør jeg ikke regne med dem.

Og det er selvfølgelig et handicap, når samtidig Paunica og Isabella Blanco døjer med skader. De tager dog med til Wien,« siger Ole Damgaard.

vit@bt.dk