Den danske astronaut Andreas Mogensen tager om ganske kort tid mod stjernerne og sin bolig i det næste halve år, rumstationen ISS.

Og når man hører astrofysiker og chefkonsulent på DTU Space Michael Linden-Vørnle tale om Mogensen og missionen, lyder det som en stolt far, der må knibe sig selv i armen. 

Andreas Mogensen er nemlig ikke bare astronaut, men faktisk kaptajn på missionen. 

»Det er kæmpestort, at Andreas skal lede missionen. Det er første gang, vi ser en ikke-amerikaner være pilot på et amerikansk rumskib.«

»Det er udtryk for, at Andreas som person og astronaut er blevet vurderet til at kunne løse den her opgave. Det er en kæmpe ting,« siger han til B.T. 

Der er altså tale om et regulært historisk øjeblik, når Andreas Mogensen fredag klokken 9.49 dansk tid tager ud på den seks måneder lange rejse. 

Ifølge Michael Linden-Vørnle er det en kæmpe fordel for dansk forskning at have en astronaut i folden. 

»Det har utrolig stor betydning for dansk forskning, at vi kan komme ind under huden på de projekter, der bliver gennemført. At have vores egen astronaut skaber nogle muligheder for at få vores egne forskningsprojekter med helt i front,« siger han. 

46-årige Andreas Mogensen har selv sagt, at det den kommende mission nok bliver hans sidste tur i rummet, og der er desværre ikke en ny, dansk astronaut, der står klar i kulissen. 

»På nuværende tidspunkt har vi ikke nogen, der er tæt på. Der har lige været en udvælgelse til nye astronauter, og der var ikke nogen danskere, der kom igennem nåleøjet. Andreas Mogensen er den eneste, vi har, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at der kommer flere,« siger en anelse slukøret Michael Linden-Vørnle. 

Følg med på bt.dk, hvor vi dækker opsendelsen i dagene op til og liveblogger fra selve opsendelsen.