En ung medarbejder i SuperBrugsen blev overfuset af en kunde, men nu må det være nok, mener hendes chef.

I et impulsivt opslag på Facebook tordner souschefen i SuperBrugsen i Jyderup, Jonas Schmidt, således mod den pågældende kunde. Det skriver sn.dk.

Og det har i den grad fået medvind – indtil videre er opslaget delt 2.600 gange og har 14.000 likes. Derudover har 1.200 kommenteret på opslaget.

Kundens vrede skyldtes tilsyneladende, at den unge medarbejder ifølge kunden havde slået fire bakker æg forkert ind. Men der tog kunden helt fejl, påpeger Jonas Schmidt i opslaget.

»Jeg lagde opslaget op, fordi det var vigtigt for mig at sende et signal om, at vedkommende kunde har gjort mere skade, end vedkommende tror,« siger Jonas Schmidt til sn.dk

»Det er ikke i orden, at vores medarbejder skal tage imod hans vredesudbrud. Måske ville andre have taget det anderledes, men det fik ramt vores medarbejder rigtig hårdt, både i øjeblikket og efterfølgende,« forklarer han desuden.

Ifølge Jonas Schmidt har kunden efterfølgende henvendt sig telefonisk og tilbudt at give medarbejderen, som endnu ikke er vendt tilbage til arbejdet efter episoden, en undskyldning ansigt til ansigt.

Det ved souschefen imidlertid endnu ikke, om hans medarbejder har mod på, fortæller han.