Venstres Maja Torp og byggematadoren Torben Nielsen har fundet sammen oven på en hæsblæsende valgkamp.

Efterårets kommunalvalg sikrede ikke kun Maja Torp (V) en plads i byrådet – der kom også en kæreste ud af det.

Midt i december kunne Torben Nielsen, direktør i TN Udvikling, nemlig annoncere på Facebook, at han og Venstre-politikeren er blevet kærester.

»Når man skal i valgkamp, er man jo rundt for at tale med folk om steder, hvor man kan sætte et banner op, og i den forbindelse var jeg ude hos Torben,« forklarer hun til B.T. Aalborg og fortsætter:

»Efterfølgende blev jeg inviteret med til Gestus Nords gallafest, og så udviklede det sig.«

Torben Nielsen inviterede egentlig Maja Torp med til festen på et afbud dagen før, men der var ikke nogen bagtanker med invitationen, lyder det fra direktøren.

»Jeg tænkte bare, at hun som politiker kunne have glæde af at komme ud og møde 300 erhvervsfolk. Vi var ikke i nærheden af at blive kærester den aften, men der blev selvfølgelig sået nogle frø,« forklarer Torben Nielsen.

En valgkamp gjorde det også en smule besværligt at finde tid til kærligheden.

»Han har været med ude at dele flyers ud og hjalp med lidt praktiske ting i den sammenhæng, så vi kunne være sammen om det, der lige fyldte på det tidspunkt. Det har været benhård prioritering,« lyder det fra Maja Torp.

Og således kan et forhold opstå midt under en valgkamp.

»Jeg tog jo med, fordi jeg syntes, hun var spændende, så jeg måtte jo investere lidt tid i det for at se, om der var noget i det. Herefter ville skæbnen, at jeg var ude at rejse under valgkampen og på valgdagen, så vi brevstemte sammen – og så tog den ene dag den anden,« forklarer Torben Nielsen og fortsætter:

I forbindelse med offentliggørelsen af den ny civilstatus har der været op til flere kommentarer på opslaget om, at Torben Nielsen har overscoret.

»Det må være op til Facebook-parlamentet at vurdere, men det var nok mig, der scorede Maja – og jeg er heller ikke for stor til at sige, at jeg har lavet en decideret overscoring,« lyder det fra Torben Nielsen.

»Jeg tænker bare, at vi er to mennesker, som har mødt hinanden og har det godt sammen,« lyder det grinende fra Maja Torp.

Tidligere har B.T. skrevet om de problematiske udbygningsaftaler i Aalborg Kommune, hvor Torben Nielsen er blandt dem, som har følt sig forskelsbehandlet.

Eftersom Maja Torp sidder i byrådet, har hun allerede gjort sig tanker om, hvordan ovenstående – og lignende sager – skal håndteres, så de private forhold ikke kommer til at spille ind på byrådsarbejdet.

»Jeg har kontaktet chefjuristen i borgmesterens forvaltning for at få styr på, hvornår jeg vil være inhabil. Det kan typisk være en lokalplan, som kommer på et byrådsmøde, hvor jeg går uden for døren, mens den bliver behandlet, hvis der er den mindste mistanke om, at jeg er inhabil,« siger Maja Torp.

Også for Torben Nielsen er det vigtigt, at det blev italesat.

»Vi talte om det næsten fra første færd. Det er op til os at sørge for, at der ikke kommer habilitetsproblemer. Der er selvfølgelig en vis bekymring med, om vi bliver beskyldt for noget, men det må vi jo håndtere løbende,« forklarer han.