Man skulle kun få meter ud af Justitsministeriets store porte, før man kunne spotte Moderaternes profilerede folketingmedlem Nanna W. Gotfredsen, også kendt som gadejuristen. 

Hun stod klar med kuglepen, notesbog og en røvfuld smæk til regeringen og justitsminister Peter Hummelgaard, der netop havde præsenteret nye tiltag i kampen mod Pusher Street.

»Det her kommer til at gå som altid, når vi strammer skruen. Det bliver spredt ud over hele byen. Jeg er dybt bekymret,« lød det fra Moderaternes Nanna W. Gotfredsen, der var rasende over det, hun lige havde hørt. 

Kort forinden havde justitsminister Peter Hummelgaard på et pressemøde fortalt, at regeringen vil give indføre hårdere straffe til både sælgere og købere af ulovlige stoffer i udvalgte zoner på Christiania fastsat af politiet. 

Som udgangspunkt vil hashkunder fremover straffes med fængsel, anden gang de tages i at købe hash i en af de skærpede strafzoner. 

Selvom om Nanna W. Gotfredsens eget parti, Moderaterne, er en del af regeringen, der nu går efter hashkunderne, så holder hun ikke igen med kritikken.

»Du kan elske cannabis, du kan hade cannabis, og du kan være fuldstændig ligeglad med cannabis. Cannabis er fucking ligeglad. Cannabis er her, og det er det, vi må forholde os til. Og der synes jeg ved Gud ikke, at vi har lyttet til christianitterne,« siger gadejuristen.

Hun vurderer, at kriminaliteten nu vil rykke sig til andre bydele.

»Det, vi står med, er jo ikke kontrol. Det, vi står med, er kontroltab, og når der sker en spredning af hashhandlen igen, så bliver det endnu mere tilgængeligt for børn og unge. Med det, vi gør, får vi mere af det, vi påstår, vi får mindre af. Det er dumt.«

Moderaterne vil afkriminalisere besiddelse af mindre mængder stoffer til eget brug – altså det stik modsatte af hårdere straffe. 

Og Nanna W. Gotfredsen har i B.T. for nylig meldt ud, at hun personligt vil gå endnu længere og mener, at staten på den ene eller anden måde skal overtage cannabis-markedet fra de kriminelle.

»Jeg kommer til at kæmpe for, at vi får en cannabiskommission, så vi får vredet alt den viden ud af alle de lande, alle de delstater i USA, der faktisk har taget skridtet i erkendelse af, at det var det, man var nødt til at gøre.«

Overborgmester burde være justitsminister

På brostene foran justitsministeriet kommer Nanna W. Gotfredsen med en noget overraskende udmelding om, hvem hun ser som et nyt bud på en justitsminister.

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg kunne have mere håb til denne verden, hvis Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen var både justitsminister, sundhedsminister. Og statsminister kunne sikkert også gøre det. Det er en noget mere virkelighedsnær tilgang. Der har man forstået, at cannabis er kommet for at blive.«

Men da Nanna W. Gotfredsen, der selv sidder i Folketinget for regeringspartiet Moderaterne, blev spurgt, om hun fortsat har tillid til justitsministeren, blev svaret en kende mere uklart.

Har du tillid til den justitsminister, der står derinde og udtaler sig om Pusher Street? 

»Jeg synes faktisk, jeg har en god dialog. Jeg har også haft det her i weekenden med ministeren. Det er en svær øvelse. Og det er svært. Moderaterne ville gerne have et opgør med blokpolitikken, fordi den er så skadelig.«

Har du tillid til ham?

»Jeg har tillid til, at vi fortsætter dialogen, og jeg har i hvert fald også – og det kan enhver bide sig selv næsen på – tillid til, at jeg selv har tænkt mig at skærpe dialogen. For jeg vil have den mest muligt vidensbaseret debat om narkotikapolitik.«

Har du udtrykt skepsis til Lars Løkke over det projekt, som Hummelgaard står over for med Pusher Street? 

»Vi har haft en rigtig god og grundig debat, igen og igen, særligt her den seneste uge,« siger Nanna W. Gotfredsen, der selv lægger vægt på, at de har fået lavet præcisering af advarselsbestemmelsen, der betyder, at folk med et længerevarende, vedvarende misbrug får en advarsel i stedet for en straf, når de er i besiddelse af euforiserende stoffer:

»Men det ændrer ikke på, at jeg er dybt bekymret for København, og jeg er dybt bekymret for Frederiksberg, for Vestegnskommunerne og befolkningen, der lever her i hovedstadsområdet. Vi kommer til at bære byrden.«