Moderaternes profilerede folketingsmedlem gadejuristen Nanna W. Gotfredsen har taget et Christiania-flag med i studiet til et længere interview i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen.

»Jeg er fandeme ikke politiker. Jeg er Nanna,« siger hun for at understrege, at hun ikke lader sine holdninger styre, selvom hun er kommet i Folketinget.

For få dage siden blev flere personer skudt ved Pusher Street, og nu siger hun, at Moderaternes cannabis-politik er oppe i luften. 

»Det er under diskussion. Moderaterne er ved at afklare sin holdning,« siger Nanna w. Gotfredsen.

Indtil nu har Moderaterne sagt, at partiet vil afkriminalisere besiddelse af mindre mængder stoffer til eget forbrug. Men Nanna W. Gotfredsen, partiets udsatte-ordfører, vil gå endnu længere, siger hun.

»Jeg er ikke forandret over natten. Det ville jeg ønske, vi gjorde.«

Hun har ikke lagt sig fast på en model, men hun vil have, at staten på den ene eller anden måde overtager salget af cannabis fra de kriminelle bander:

»Der er kun to muligheder: At underverden fortsætter, eller at vi overtager reguleringen.«

Hvem skal så sælge det?

»Det vil blive fastlagt i en statslig reguleret model.«

Så på den ene eller anden måde skal staten overtage salget?

»Det, synes jeg, er en bedre mulighed end en skrupelløs underverden, hvor brutalitet er det afgørende parameter i forhold til, hvem der vinder konkurrencen i markedet.«

Moderaternes Nanna w. Gotfredsen i studiet hos B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
Moderaternes Nanna w. Gotfredsen i studiet hos B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
Vis mere

'Du er vild!'

Også i forhold til kokain åbner hun op for, at staten skal tage over for de kriminelles salg, når det kommer til de mest udsatte.

»I en kontrolleret setting med de mest udsatte, synes jeg, det ville være en god idé at gøre sig nogle erfaringer. Alternativet er, at de fikser møgbeskidt kokain,« siger hun.

Så det er kun dem – de mest udsatte – der skal have det?

»Altså, til at starte med. Ro på. Styr dig. Du er vild,« svarer Nanna W. Gotfredsen til B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

Nanna W. Gotfredsen er kendt for sine mange års arbejde med udsatte mennesker og stofbrugere, og sidste efterår blev hun valgt ind i Folketinget som en del af Lars Løkke Rasmussens nye hold i regeringspartiet Moderaterne.

Hun har tidligere – før hun blev en del af Moderaterne – talt for »legalisering« og »kontrolleret regulering« som en løsning på urene stoffer og det, hun har kaldt for en »ørkesløs jagt« på kriminelle.

Så langt er hendes parti Moderaterne og partiformand Lars Løkke Rasmussen endnu ikke gået. Han har så sent som i denne uge sagt »vi har den politik, vi har« i et interview med Politiken.

Men Nanna W. Gotfredsen slår altså fast, at hun personligt stadig ønsker at gå længere.

I dag vil hun hellere bruge ordet »regulering« end »legalisering«. Hun vil ikke have cannabis til at ligge ved siden af »vingummibamser og marsbarer i børnehøjde«, som hun siger, men hun ønsker at rykke salget af cannabis væk fra kriminelle bander.

Hør hele interviewet med Moderaternes Nanna W. Gotfredsen i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen:

Andre læser også