En dansk NATO-rådgiver, en kæmpe erstatning og en landsholdspony, der åbenbart slet ikke er en pony. Det er hovedingredienserne i en speget sag, som Østre Landsret afsagde dom i 19. maj.

Cecilia Bonefeld-Dahl er både generaldirektør i den europæiske brancheforening Digitaleurope, og hun er en af 12 medlemmer i NATOs såkaldte Advisory Group on Emerging and Disruptive Technologies, som rådgiver NATO om indkøb og implementering af ny teknologi.

Og så har Cecilia Bonefeld-Dahl solgt en førsteklasses elitepony ved navn Spartacus til en 13-årig pige og hendes mor.

Balladen er bare, at det viste sig, at Spartacus slet ikke er en pony. Spartacus er en lille hest. Forskellen på de to ting er nogle få centimeter i højden og en almindelig markedsværdi på henholdsvis cirka 500.000 og 60-78.000 kroner.

Den lille forskel i højde koster Cecilia Bonefeld-Dahl over 600.000 kroner plus såkaldt procesrente og 341.881 kroner i sagsomkostninger. Samlet set vel over en million kroner.

»Ja, jeg føler mig snydt. Så det driver,« siger Sara Torabi, som betalte 530.000 kroner for Spartacus i januar 2017.

Cecilia Bonefeld-Dahl, international topboss inden for it og rådgiver for NATO, skal betale en formue efter en speget sag om fup med elitepony.
Cecilia Bonefeld-Dahl, international topboss inden for it og rådgiver for NATO, skal betale en formue efter en speget sag om fup med elitepony. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

På det tidspunkt var hendes datter Lea 13 år gammel og på det absolutte eliteniveau i Danmark inden for dressurryttere. I løbet af halvandet år red Lea og Spartacus en masse konkurrencer og ind på landsholdet.

Men i midten af 2018 gik det hele galt.

Her deltog Lea og Spartacus i et større dressurstævne i Hagen i Tyskland, hvor der med vanlig tysk grundighed var såkaldte kontrolmålinger inden Spartacus kunne deltage.

»Pony measured out,« lød dommen.

Spartacus var for høj til at stille op til start. Og den unge ridepiges liv gik i stykker.

»Lea græder og græder. På ti sekunder tager man alt fra hende,« siger Sara Torabi og fortsætter:

»Vi er en almindelig familie. Vi satsede alt hvad vi ejer og har for at give Lea den chance,« siger hun.

Det er ikke lige til at se på Spartacus, om den er en pony på 148 centimeter, der koster en halv million eller om den er en hest på 149 centimeter, som koster 70.000 kroner. Derfor regner Sara Torabi først ikke med, at der har været ond vilje i forbindelse med salget af Spartacus.

Men så hører hun pludselig rygter i den angiveligt snakkesalige hesteverden.

Spartacus med Lea Torabi i 2017, da ingen anede uråd om, at Spartacus slet ikke var en pony, men en hest.
Spartacus med Lea Torabi i 2017, da ingen anede uråd om, at Spartacus slet ikke var en pony, men en hest.
Vis mere

»Jeg hører et rygte om, at det ikke er første gang, at den er målt for høj. Der er flere, som forklarer mig, at Spartacus til et andet stævne i Finland er målt for høj, dengang det var Cecilia Bonefeld-Dahl, der ejede den,« siger Sara Torabi.

Det ender med, at Sara Torabi forlanger at få sine penge igen af Cecilia Bonefeld-Dahl. Men parterne kan ikke enes om det. Så ender sagen i byretten, hvor den falder ud til Cecilia Bonefeld-Dahls fordel.

Sara Torabi anker sagen, som kommer for i Østre Landsret, hvor flere vidner nu er dukket op. Blandt andet fortæller den daværende danske landstræner for ponylandsholdet Jette Nevermann, at hun var bekendt med, at Spartacus blev målt for høj til Nordisk Mesterskab i Finland.

Men efter klager over »uacceptabelt underlag« og en ommåling, så fik Spartacus alligevel lov at stille op til start.

»Cecilia Bonefeld-Dahl siger til os, at det har hun aldrig vidst noget om. Men så naiv er jeg ikke. Og nu har jeg rettens ord for det,« siger Sara Torabi.

Østre Landsret skriver i dommen, at Cecilia Bonefeld-Dahl »ikke kan have været uvidende om, at Spartacus var målt for høj, og at det var forholdene ved målingerne, der medførte, at målingerne blev annulleret,« og fortsætter:

Sara Torabi og datteren Lea. Hesten er dog en anden end Spartacus.
Sara Torabi og datteren Lea. Hesten er dog en anden end Spartacus. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Henset hertil og til købesummens størrelse samt de forventninger, som en køber måtte have til en pony af den omhandlede prisklasse, findes Tina Cecilia Bonefeld Dahl at burde have oplyst herom inden købsaftalens indgåelse,« står der i dommen.

Men Cecilia Bonefeld-Dahl fastholder sin uskyld. Ifølge dommen fra Østre Landsret fremgår det af Spartacus' såkaldte hestepas, at den blev målt til 149 centimeter med sko, da den var otte år gammel. Det betragtes som udvokset.

Spartacus er åbenbart altså vokset alligevel.

»Jeg var ikke til stede ved målingen i Finland. Det må ejeren ikke være. Det eneste, jeg vidste, var, at den gik i ommåling. Det var der flere andre der gjorde. Og efterfølgende fik den lov at stille op,« siger Cecilia Bonefeld-Dahl.

»Jeg har været i god tro. Hvis nogen havde fortalt mig, at der var tvivl om Spartacus' størrelse, så havde jeg naturligvis taget den til måling selv,« siger hun.

Udskrift af dommen fra Østre Landsret, hvor det beskrives, at Cecilia Bonefeld-Dahl ikke kan have været uvidende om, at Spartacus var målt for høj
Udskrift af dommen fra Østre Landsret, hvor det beskrives, at Cecilia Bonefeld-Dahl ikke kan have været uvidende om, at Spartacus var målt for høj
Vis mere