Liberal Alliance får hele 15,9 procent opbakning i Voxmeters nyeste måling, der netop er sendt ud. 

Det er den højeste Voxmeter-måling for Liberal Alliance nogensinde.

»Jeg troede egentlig, at det kunne koste Liberal Alliance lidt på den korte bane at tage Pernille Vermund med over i partiet, men det har vist sig at være forkert,« siger Joachim B. Olsen, B.T.s politiske kommentator om målingen. 

Liberal Alliance er steget 2,5 procentpoint på blot en uge.  Voxmeter målte partiet til 13,4 procent den 29. januar. 

Voxmeters måling er desuden et udtryk for, at mange klassiske partier mister terræn. Det kan du læse B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup uddybe her.

Joachim B. Olsen mener dog ikke, at Vermunds ankomst til Liberal Alliance direkte er skyld i partiets succes.

»Hvis man ser på vælgervandringerne i andre mållinger, så kan man se, at det især er Moderaterne, som Liberal Alliance har kapret stemmer fra. De er nok ikke skiftet på grund af Vermund,« siger Joachim B. Olsen.

Joachim B. Olsen hæfter sig ved netop den tilbagegang, som Moderaterne også oplever. 

»Moderaterne er gået voldsomt tilbage siden valget,« siger han og fortsætter:

»De fik jo 9,3 procent ved valget, hvilket er helt vildt for et midterparti. Men nu er Moderaterne nede i et område, hvor de reelt er et lille parti, hvor spillereglerne er nogle andre,« siger han. 

Joachim B. Olsen forklarer, at det er vanskeligt for midterpartier at opretholde stor tilslutning. Det skyldes, at midterpartier låner politik fra både rød og blå blok. Derfor skubber de også ofte mange vælgere fra sig. 

Også Socialdemokraterne oplever tilbagegang. Partiet er nede på 21,1 procent, hvor partiet lå på 23,7 sidst i januar. 

Socialdemokraterne har især udmærket sig ved at være efter Torben Østergaard-Nielsen, som ejede den Nordic Waste inden virksomheden gik konkurs. 

»Den hårde linje, som partiet har lagt, har ikke hjulpet dem frem,« konstaterer Joachim B. Olsen. 

Lyt til B.T.s politiske podcast Slottet & Sumpen med Joachim B. Olsen og Anne Kirstine Cramon: