Måske en smule under radaren gennemgår dansk politik i disse måneder en mindre revolution.
Hvad der engang var stort er nu småt. Og vice versa.
Glem roligt alle de traditionelle forestillinger om partiernes indbyrdes styrkeforhold. Der er store bevægelser ude i vælgerhavet. Og meget taler for, at bølgerne bare bliver højere i den kommende tid.
Nu er der som bekendt ikke valg i morgen - hvilket ikke mindst regeringen skal prise sig lykkelig for. Men var der, skulle vi én gang for alle gøre op med klassiske forestillinger om, hvilke partier der er de magtfulde - og hvilke der er de små. Folketinget ville være helt anderledes, end vi er vant til. Måske det største jordskred siden 1973 (Ølst ufortalt).
Meningsmålinger er enige: Vælgerne forlader først og fremmest de gamle partier - bare spørg hos Venstre, Konservative og hos socialdemokraterne. Her er det trange tider. I mange år var de tre partier på skift dem, der var størst.
Sådan var det bare pr. definition. Dén fest er for længst slut.
Men vi ser også, at partier, der pludselig dukkede op som kometer på den politiske himmel, er i krise og måske på vej til at brænde ud. Her er Alternativet og Moderaterne oplagte eksempler.
Hvis man med udgangspunkt i de seneste meningsmålinger ser på den øjeblikkelige top-4, ligger Socialdemokratiet ganske vist stadig øverst, men dét vel at mærke i en stærkt decimeret udgave.
På anden-, tredje- og fjerdepladserne finder vi partier, som hidtil mest er set som nichespillere i dansk politik: Liberal Alliance, Socialistisk Folkeparti og Danmarksdemokraterne. Her har vi at gøre med tre partier, der for bare få år siden enten ikke fandtes eller - for SFs vedkommende - kunne betragtes som lettere ligegyldigt halehæng til Socialdemokratiet.
Nu er det pludselig her, vælgerne flokkes.
Tag nu bare Liberal Alliance. Tilslutningen er næsten oppe at kysse de 15 procent. Det gør partiet næsten tre gange større end De Konservative. Og også med afstand større end Venstre. Hvis ét af de tre partier skal kvalificere til at blive kaldt et 'folkeparti', er det i al fald ikke længere hverken V eller K.
Og ser man på det just afviklede skolevalg, tyder meget på, at tendensen bare fortsætter. Blandt dem, der får stemmeret lige om lidt, er Liberal Alliance Danmarks absolut største parti med 30 procents tilslutning - dobbelt så meget som Socialdemokratiet.
Liberal Alliances succes kan selvfølgelig delvis forklares med, at Alex Vanopslagh har gjort det virkelig godt. Det er vanskeligt at komme i tanke om nogen anden ung politiker, der så hurtigt har fået sit navn slået fast i vælgernes bevidsthed.
Og at Vanopslagh ikke har erklæret sit statsministerkandidatur er ikke udtryk for andet end ren og skær taktik. Selvfølgelig har Vanopslagh den ultimative magtposition i maven.
Der er næppe heller nogen tvivl om, at Liberal Alliance for øjeblikket trækker rigtig mange vælgere fra Moderaterne - et parti, hvis vælgerkrise meget vel først lige kan være begyndt. Under valgkampen formåede Løkke dygtigt at få vælgerne til at købe ind på fortællingen om politik på en ny måde - 'noget, ikke nogen'.
Men magien er falmet. Og uanset Løkkes ubestridelige politiske tæft blev det hurtigt hverdag for Moderaterne - ikke mindst da 'klovnebussen' for alvor kørte ud med alskens uheldige personsager.
Nu er det så tilsyneladende Liberal Alliance, der er blevet en tryg havn for Løkkes desillusionerede vælgere. Ligesom der også er blevet plads til en stærkt modificeret udgave af den tidligere så værdipolitisk ildsprudlende Pernille Vermund. Hvilket tilsyneladende blot har trukket endnu flere vælgere til.
Og sådan sker der så meget i dansk politik.
Spænd sikkerhedsselen. Det er først lige begyndt.
Lyt til podcasten 'B.T. og det gode selskab' med Henrik Qvortrup her:
