Helge Adam Møller (K) vil annullere købet af nye kampfly. Han får opbakning fra rød blok, og Venstre vil heller ikke afvise ideen.

Danmarkshistoriens største våbenhandel, der koster statskassen 30-40 milliarder kroner, skal aflyses og lægges langt ned i skuffen.

Det siger De Konservatives forsvarsordfører, Helge Adam Møller, som foreslår, at Danmark helt opgiver beslutningen om at købe nye kampfly til luftvåbnet.

Det skal ske for nå regeringens mål i 2020-planen om at spare to milliarder om året i forsvaret, skriver Jyllands-Posten.

De Konservatives partiformand, Lars Barfoed, mener dog ikke, at tiden er inde til at tage stilling til, om Danmark skal opgive at gennemføre danmarkshistoriens største våbenhandel. Men andre partier er åbne for at tage diskussionen.

Rød blok melder sig således positive over for ideen. Også De Radikale bakker op, mens Venstre siger, at "de ikke vil afvise noget". Dansk Folkeparti afviser til gengæld blankt Helge Adams spareforslag.

Synes du, at Danmark skal annullere købet af nye kampfly for 30-40 mia. kr.?

Gør pengene mere gavn andre steder, f.eks. til mere velfærd eller skattelettelser?

Eller er vi nødt til at investere i fremtidens danske forsvar?

Deltag i debatten herunder