En 25-årig englænder blev taget på fersk gerning i forsøget på at finde ud af, hvad kinesiske badedragter gemmer.

Englænderen Declan Crosbie har et problem.

Han har lige som så mange andre briter under De Olympiske Lege været begejstret for de mange atleter, der kom til det britiske øer for at vise deres bedste side frem.

Problemet for Crosbie er, at hans opfattelse af, hvad der er atleternes 'bedste side' ikke har særligt meget med deres sportslige udfoldelser at gøre.

Declan Crosbie er således anklaget for at have gemt sig på et toilet i et kvindeligt omklædningsrum, hvor de kinesiske OL-svømmere klædte om i forbindelse med en træningslejr i Leeds før legene.

Fra sin skjulte position belurede han de kinesiske svømmere over kanten af toiletkabinen, når de klædte om, skriver The Huffinton Post.

Tre af de kinesiske svømmere opdagede imidlertid den 25-årige englænder og klagede til svømmehallens personale, der konfronterede Crosbie.

Han prøvede i første omgang at slippe ved at låse sig inde og prøve at lyde som en kvinde, men personalet hoppede ikke på limpinden, fortæller The Huffington Post.

Og så gik sagen ellers sin gang i Leeds Crown Court, hvor lureren har erkendt sig skyldig i ulovlig indtrængen og i at have begået en sexkrænkende forseelse.

Han er dog stadig ikke dømt, da sagen er blevet udsat til 17. september. Den 25-årige englænder skal dog ikke forvente, at der bliver set med milde øjne på hans lovovertrædelse, da han tidligere er blevet dømt for både ulovlig indtrængen og for at belure andre. Og sagens dommer, Peter Collier, har da også allerede sagt, at han vil overveje at dømme kineser-lureren til et behandlings-forløb for sexforbrydere.

Så jo, englænderen Declan Crosbie har et problem.