For fire år siden gennemgik Christian Kjær en svær tid.

Han fik konstateret sygdommen Parkinsons syge, og så flyttede han og hustruen Susan Astani til Schweiz, efter FLSmidth-arvingen til sin egen utilfredshed blev idømt en måneds betinget fængsel for påkørsel af en cykelløbsofficial og derfor blev frataget sine kongelige titler.

Men i dag har parret fundet sig til rette i deres situation – på trods af, de nu igen føler sig tvunget ud af Danmark, og ikke mindst på trods af sygdom.

»Jeg har det faktisk ret godt,« understreger Christian Kjær over for B.T.

Hans Parkinsons og medicinen for den har dog sine bagsider.

For selvom hovedet er friskt, så er bevægelsesevnen selvsagt ramt. Og så døjer rigmanden med tørhed i munden og træthed på grund af bivirkningerne fra de piller, han tager.

Men det går den bedst mulige vej. Og Christian Kjær ved, at han ikke skal klage.

For selvom han og Susan Astani føler sig nødsagede til at sælge deres sidste danske ejendomme for ikke at betale skat her i landet, så har de brugt pengene fra de overståede hussalg på endnu en enorm luksusbolig i det varme udland, hvor Christian Kjær kan samle kræfter.

Christian Kjær og Susan Astani har dannet par i 14 år.
Christian Kjær og Susan Astani har dannet par i 14 år. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

»Vi har det rigtig godt. Vi går og hygger os, vi har huset i Sydfrankrig under renovering, så vi bruger også lidt tid på at gøre det til vores drømmehus,« forklarer Susan Astani.

Hjemme i Villars-sur-Ollon tæt ved Verbier, hvor parret er for nuværende, er der heller ikke skidt at være for en parkinsonramt rigmand.

»Christian motionerer, når vi er i Schweiz. Vi har jo en pool i huset, som er 32 grader, så han bevæger sig meget i den pool og motionerer, og det er det bedste mod Parkinsons at komme ud og bevæge sig,« forklarer Susan Astani.

»Og det er rigtigt godt, når han gør det ude i vandet, for selvom balancen er lidt dårlig, så sker der ikke noget, for hvis man falder, så er man jo beskyttet i vandet.«

Ikke mindst har Susan Astani, der er læge, dedikeret sig til at pleje sin syge mand.

»Jeg bruger hele min tid til at sørge for, at han har det godt,« siger Susan Astani.

Og med den kærlighedsgestus er den vigtigste betingelse for det gode liv opfyldt.

»Hun er så sød. Hun er det bedste, jeg har,« siger Christian Kjær kærligt om hustruen til slut.