Et år og tre måneders fængsel.

Sådan lyder straffen til en reality-deltager, der er kendt skyldig i en lang liste lovovertrædelser. Heriblandt vold, frihedsberøvelse, vidnetrusler og brud på tilhold.

Det skriver Ekstra Bladet, der var til stede i salen ved Københavns Byret, da dommen blev afsagt onsdag.

I kølvandet herpå udbad realitydeltageren sig betænkningstid i forhold til at anke. Han har derfor nu to uger til at overveje, om han vil have sin sag prøvet ved landsretten.

En sag, der tæller i alt 105 forskellige lovovertrædelser. Heriblandt utallige færdselsovertrædelser, som manden, der er i 20erne og er kendt fra tv, på sagens første retsdag erkendte.

I den grovere ende af anklageskriftet var manden tiltalt for at have udsat tre ekskærester for blandt andet vold, blufærdighedskrænkelser, frihedsberøvelser og vidnetrusler.

Forhold, han nægtede sig skyldig i. I flere af dem har domsmandsretten da heller ikke fundet, at anklagemyndighedens beviser vejede tungt nok til, at han kunne kendes skyldig.

»Vi er overordnet tilfredse, og vi må henholde os til rettens beslutning med bevisførelsen. Nu må vi se, om han selv anker dommen,« sagde anklager Christine Kuus efter domsafsigelsen til Ekstra Bladet.

Manden blev dog dømt for blandt andet at have brudt det tilhold, han havde mod en af ekskæresterne.

»Din lille so, du kommer til at bøde for alle dine handlinger. Vi finder dig uden problemer og laver tortur på dig,« skulle han blandt andet have skrevet i en sms til hende.

Han skal nu – såfremt han altså ikke anker – betale hende 30.000 kroner i erstatning.

Ligeledes er han idømt en bøde på 73.000 kroner for de mange færdselsovertrædelser.