I Carlsbergområdet i København har beredskabet kæmpet med at få stoppet et udslip på 1000 liter saltsyre i en bryggeribygning.

»Det er en gaffeltruck, der har påkørt en beholder med saltsyre. Der er slået hul i den,« lød det fra vagtchef ved Hovedstadens Beredskab, Frederik Ryber.

Man havde derfor indsat kemikaliedykkere for at begrænse udslippet.

»Lige nu flyder det primært ned i kloakken, så man forsøger at fortynde det med vand,« sagde Frederik Ryber, da udslippet stod på.

Foto: Steven Knap // Byrd
Vis mere

»Saltsyre er ikke noget, man bruger hjemme i køkkenet, det er jo ætsende - men når det kommer i kloakken, kan man fortynde det med vand.«

Beredskabet fyldte altså kloakken med en hel masse vand for at undgå, at nogle rør eller lignende bliver ætset.

Efter cirka en times arbejde på stedet havde man fået fortyndet syren så meget, at beredskabet meldte udslippet stoppet.

Desuden oplyser de på Twitter, at ingen er kommet til skade.

Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Beholderen, der var slået hul på, står i en af bryggeribygningerne i området, derfor forsøgte man at være så effektiv, som man kunne, så omfanget af dampene fra syren ikke bliver for stort.

Bygningen ligger på Bryggerhesten 3 på Vesterbro i København.

Både beredskabet og politiet var på stedet.

'Vi er ved at overdrage skadestedet til virksomheden,' lød det afslutningsvis fra beredskabet på Twitter.