En brand ved en villa på Store Rørbæksvej i Frederikssund er i gang, og borgere bedes holde sig væk på grund af røg og ild, lyder det fra politiet.

Anmeldelsen kom klokken 16.51, da der var gået ild i et høloft i ejendommens lade på cirka 200 kvadratmeter

Nordsjællands Politi oplyser, at alle beboere er ude og efter omstændighederne har det godt.

Dog er de kørt med en ambulance til Nordsjællands Hospital til observation for røgforgiftning.

Politiet beder borgere holde sig væk.
Politiet beder borgere holde sig væk. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Vi forventer at være der et godt stykke tid endnu, for sådan et loft med hø på kan godt brænde rigtig, rigtig længe,« fortæller D.J. Eckert, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Branden er dog under kontrol.

Politiet ved endnu ikke, hvordan branden er startet.

»Det må den nærmere efterforskning vise,« lyder det fra vagtchefen.

Beredskab Øst oplyser på Twitter, at de har indkaldt hjælp til at slukke branden, samt at flere stationer hjælper til med slukningsarbejdet.

De oplyser også, at de forventer mange timers indsats.