I en alder af 35 år har Karin Mortensen besluttet sig for at stoppe med håndbold på topplan.

En af dansk kvindehåndbolds bedste målvogtere gennem tiden stopper karrieren på søndag. Når FIF har spillet kampen mod Sønderjyske færdig, har Karin Mortensen også sat sin sidste fodparade.

Den 35-årige målvogter har ikke længere lysten at bruge den tid, det kræver, hvis man vil være med blandt de bedste.

- Jeg har mærket efter i maven, og det er tid til at prøve nogle ting erhvervsmæssigt. Der er gået meget tid med håndbold, og det er svært at forene, når jeg er fuldtidsfysioterapeut ved siden af. Der er ikke meget fritid, for den er efterhånden kostbar, siger hun til DR Sporten.

Gennem ti år var Karin Mortensen fast inventar i målet på kvindelandsholdet. Hun fik sit gennembrud i 2002, da Danmark blev europamestre på hjemmebane i Århus, men hun havde allerede været med, da kvinderne vandt guld ved OL 2000 i Sydney. Hun spillede en afgørende rolle, da Danmark fire år senere forsvarede det olympiske guld i Athen.

- Der er ingen tvivl om, at guldmedaljen i Athen var en af de største. At stå i OL-finalen som målmand og en afgørelse på straffekast, så kan man ikke drømme om meget mere, siger hun til DR.

Karin Mortensen stoppede landsholdskarrieren i september 2012. Hun nåede i alt at spille 233 landskampe. Hun har spillet i Horsens, SK Århus, Ikast-Bording, FCK Håndbold og senest FIF.

I første omgang forlader hun fuldstændig sportens verden. Men det er muligt, at hun på et senere tidspunkt vil dele ud af sine erfaring som målmandstræner, eventuelt hos den nye storklub København Håndbold.