Tyske Rhein-Neckar Löwen, der trænes af Danmarks kommende landstræner, Gudmundur Gudmundsson, og som har landsholdskeeper Niklas Landin i målet, er så godt som klar til de sidste 16 i Champions League.

Det tyske mandskab gæstede torsdag aften Ukraine, hvor nærmeste konkurrent i gruppen Motor Zaporozhye tog imod, og det endte med en sikker tysk sejr på 32-26 efter 15-10 ved pausen.

Det skyldtes ikke mindst en superpræstation af den danske landsholdsmålmand.

I løbet af de første ti minutter havde han ni parader, hvilket var kraftigt medvirkende til, at tyskerne allerede i første halvleg løb fra deres ukrainske modstander.

I alt nåede Landin op på 24 redninger, og sammen med et bundsolidt tysk betonforsvar tog det pippet fra hjemmeholdet, der en overgang i anden halvleg var bagud med ti mål.

- Jeg er uhyggeligt stolt af mit hold. Vi gik uhyre koncentreret til denne opgave og leverede i første halvleg et bjørnestærkt forsvar. Vi var klar fra start, og det er ikke selvfølgeligt, når man har så lang en rejse i knoglerne, som vi havde. Men vi var mere friske og spændstige end vores modstander, og så havde vi i Niklas Landin en målmand i verdensklasse, sagde træner Gudmundur Gudmundsson efter opgøret i Ukraine til klubbens hjemmeside.

Dermed fik tyskerne en solid revanche for de to holds første indbyrdes opgør i Mannheim, hvor ukrainerne overraskende klarede 31-31. Siden har de tyske løver kun tabt til rækkens suveræne førerhold, ungarske Veszprem, og med 11 point på andenpladsen, fire flere end Zaporozhye på tredjepladsen, og tre kampe igen, som alle spilles i februar, behøver Rhein-Neckar Löwen kun en enkelt sejr i de sidste tre kampe for at sætte sig på andenpladsen, der giver en 1/8-finale mod en af tre'erne fra de øvrige puljer.

Og kun hvis tyskerne skulle tabe resten af deres kampe, og bundholdet i gruppen, Celje, mindst spiller uafgjort lørdag mod Zagreb og derefter vinder holdets tre resterende opgør, kan Rhein-Neckar Löwen miste sin europæiske top 16-plads.