Det er ikke kun det danske herrelandshold i håndbold, der er blevet ramt af skader op til EM i januar. Også Frankrigs olympiske mestre ser ud til at måtte undvære en markant profil.

Danmarks 212 cm høje langskytte Nikolaj Markussen fik mandag revet akillessenen over og må derfor vinke farvel til EM på hjemmebane. Nu ser det også ud til, at Frankrig bliver svækket af en skade.

Holdets rutinerede målmand Thierry Omeyer har revet et ledbånd over i den ene albue og skal holde tre måneders pause.

Uheldet skete midt i oktober, og Omeyer er allerede blevet opereret. Men alligevel hænger EM-slutrunden i en meget tynd tråd for den snart 37-årige franske superkeeper.

- Jeg ved ikke, hvis jeg kan nå at blive klar til EM. Men helt ærligt er det meget usandsynligt. Jeg vil ikke haste noget igennem for at være med, og alle er enig med mig i den holdning, siger Thierry Omeyer til www.ehf-euro.com.

Danmark møder blandt andre Frankrig i den kommende weekend, hvor der i Oslo spilles den første af tre Golden League-stævner, hvor Danmark, Frankrig og Norge på skift arrangerer en firenationers turnering. I Norge bliver fjerde nation Kroatien.

Den franske landstræner Claude Onesta har til turneringen udtaget den 23-årige Toulouse-målmand Wesley Pardin som afløser for Omeyer.