Den danske landsholdsfløj hos Flensburg-Handewitt, Anders Eggert, har forlænget sin aftale med den nordtyske klub.

Oprindelig havde Anders Eggert, der er klubbens mest scorende spiller, kontraktudløb efter denne sæson, men nu har danskeren med det finurlige og brede skudrepertoire skrevet under på, at han bliver i klubben til sommeren 2017.

- Jeg er meget glad for at være i Flensborg, og SG er min drømmeklub, siger Anders Eggert om kontraktforlængelsen til Flensborg Avis.

Også svenske Tobias Karlsson har valgt at forlænge sin aftale i ydeligere tre år.

- Det er godt, at den ny kontrakt endelig er på plads. Jeg føler mig også meget vel i Flensborg og ser frem til de næste tre år, siger klubbens svenske anfører.