Både Søren Kjeldsen og Jeff Winther havde en dårlig lørdag på European Tour og ligger begge delt nummer 37.

De to tilbageværende danske golfspillere i European Tour-turneringen i Saudi-Arabien fik lørdag en dårlig start på finaleweekenden.

Søren Kjeldsen gik turneringens tredje runde i tre slag over par og strøg hele 25 pladser tilbage i den samlede stilling, hvor han nu ligger på en delt 37.-plads.

Samme placering har Jeff Winther, der gik lørdagens 18 huller i to slag over par.

Winther lavede undervejs en bogey og en dobbelt bogey samt en birdie, der rettede lidt op på resultatet til slut.

44-årige Kjeldsen lavede fire bogeys og en enkelt birdie.

Turneringen føres af Graeme McDowell fra Nordirland, der gik lørdagens runde i fire slag under par og samlet ligger 12 slag under par.

Også Rasmus Højgaard, Joachim B. Hansen, Benjamin Poke og Thomas Bjørn var med i turneringen i Saudi-Arabien, men ingen af de fire danskere klarede cuttet til weekendens finalerunder.

/ritzau/