Den kommende holdkammerat til Kevin Magnussen hos McLaren, Jenson Button, udtrykker betænkelighed ved at få en F1-nybegynder som partner.

Jenson Button, der er førstekører hos McLaren, der netop har skrevet kontrakt for den kommende sæson med danske Kevin Magnussen, ser med blandede følelser på, at han nu får en i Formel 1-sammenhæng helt uprøvet partner i den kommende sæson.

Verdensmesteren fra 2009 siger ligeud, at McLaren tager en stor chance ved at hyre en så uerfaren kører.

- Der er en massiv risiko ved at blive smidt ud på det dybe vand på et hold, der skal være med i kampen om titlen. Det er en af de situationer, hvor det kan sætte fart på ens karriere eller sætte en hurtig stopper for den, hvis tingene ikke går godt, siger Jenson Button ifølge nyhedsbureauet Reuters om ansættelsen af Kevin Magnussen.

- Men hvis en kører er parat til at løbe den risiko, må han have stor tro på sig selv og sine evner. Det kan gå den ene vej - eller den anden, og jeg håber da, det går den positive vej, lyder det med en vis bekymring fra Jenson Button.

Han lægger ikke skjul på, at han havde foretrukket en mere erfaren partner end grønskollingen fra Danmark. Især med udsigt til en sæson, hvor McLaren skal forsøge at rejse sig efter et skuffende 2013 og med udsigt til store regel-ændringer i sporten og en helt ny V6-motor.

- Jeg har sagt det hele året, at det er vigtigt at have en holdkammerat med erfaring, specielt med de nye regler. Det har Kevin ikke, men hans hastighed er meget god, og den del, der er vigtig for mig, er, at ud fra de testkørsler, han har lavet i en Formel 1-bil, har hans feedback være rigtig godt, hvilket er meget vigtigt i begyndelsen af året, siger Jenson Button til Reuters.

Den 33-årige brite er den kører i det nuværende Formel 1-felt, der har været med i længst tid, og han lægger ikke umiddelbart op til, at han skal være 21-årige Kevin Magnussen støttepædagog, når danskeren dykker ned i det hajfyldte farvand, som Formel 1-feltet betegnes som.

- Men jeg tror heller ikke, det bliver nødvendigt, hvis han er villig til at lære fra begyndelsen og tager det til sig. Jeg er sikker på, han kommer til at lære noget fra mig. Jeg har været i sporten i 13 år. Men selvfølgelig lærer du også noget fra unge kørere, siger Jenson Button til Reuters.