Erfarne Giuliano Salvi skal være Kevin Magnussens personlige ingeniør

Kevin Magnussen får en erfaren mand ved sin side i Haas-teamet. BT kan afsløre, at danskeren får Giuliano Salvi som sin personlige race-engineer. Salvi arbejdede for Ferrari i 15 år, inden han op til sidste sæson skiftede til det nye Haas-team. Hos Ferrari var han en af Michael Schumachers nærmeste medarbejdere i test-teamet, og han var med til at vinde en række VM-titler til tyskeren og Den Stejlende Hingst i 2002-04.

Giuliano Salvi
Giuliano Salvi
Vis mere

Salvi blev uddannet i luftfartsteknologi ved Milanos polytekniske læreanstalt, men begyndte kort efter sin karriere i motorsport i det tyske standardvognsmesterskab DTM, inden han i 2001 fik sit første job i Formel 1.

»Jeg startede hos Ferrari, hvor jeg i begyndelsen blev udlånt til de kunde-teams, der kørte med vores motorer. Jeg blev placeret i Prost-teamet, hvor jeg arbejdede med gearkassen. Da Prost lukkede, fik jeg job i Ferraris test-team, hvor jeg også stod for gearkassen. I 2003 blev jeg forfremmet til performance engineer (back-up for race engineer´en, red.) og fra 2006 arbejdede jeg sammen med Felipe Massa,« fortæller Salvi.

Da brasilianeren forlod teamet i 2014, blev Salvi sat sammen med den finske eksverdensmester Kimi Raikkonen. Sidste år, da Haas-teamet debuterede i Formel 1 med Ferrari-motorer, skiftede Salvi til det amerikanske team, hvor han blev race engineer for Esteban Gutierrez. Nu skal han så arbejde tæt sammen med Kevin Magnussen.

Kevin Magnussen fortalte for nylig om race engineerens rolle:

»Han skal i samarbejde med mig udvikle og forbedre bilen – han er bindeleddet mellem mig og resten af teamet. Og det er ham, der taler til mig over pit-radioen under løbet.«

»Det er afgørende, at der er en god kemi og kommunikation mellem en Formel 1-kører og hans race engineer,« fortsætter Magnussen.

»Det tager tid at opbygge et optimalt forhold – til man når et punkt, hvor man ved, hvad hinanden taler om. Når jeg beskriver bilens opførsel og problemer ude på banen, er det afgørende, at min race engineer ved præcis, hvad jeg mener. Og når ham kommer med et løsningsforslag, skal jeg vide nøjagtig i hvilken retning han vil gå.«

Kevin Magnussen og Guiliano Salvi indleder deres samarbejde i denne uge i Haas´ Formel 1-hovedkvarter i Banbury nord for London.

Andre læser også