Han er en af Danmarks mest kendte iværksættere, mangemillionær, en sand kæledægge i landets erhvervsmedier og nu også manden bag et verdensomspændende viralt hit.

Johan Bülow, hvis lakridser sælges i hele verden under navnet Lakrids by Bülow, breder sig lige nu over hele verden som en steppebrand.

Årsagen er en kampagnevideo, som Lakrids by Bülow for to uger siden begyndte at pumpe penge i at brede ud via sociale medier.

I videoen optræder flere af de ansatte, som hver dag møder ind og laver lakridser i Hvidovre.

På to uger er videoen set over fem millioner gange på verdensplan, og det tal stiger time for time.

»Det går over stok og sten. Det løber ret godt lige nu,« siger Johan Bülow, da B.T. får ham i røret tirsdag eftermiddag.

Konceptet i videoen er simpelt:

Du kan skrive dig op på en hjemmeside til at få tilsendt lakridser fra Lakrids by Bülow, hvis bare du lover at dele dem med en person, som ikke kan lide lakridser.

Lakrids by Johan Bülow i hovedsædet og fabrikken i Hvidovre.
Lakrids by Johan Bülow i hovedsædet og fabrikken i Hvidovre. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

På 14 dage har personer fra 106 ud af verdens 195 lande lande skrevet sig op til at få tilsendt lakridser.

»Idéen er egentlig, at da jeg startede for 15 år siden, stod jeg selv og delte smagsprøver ud på Bornholm. Da vi lavede lakrids med chokolade, var folk super skeptiske. Det interessante var, at når vi delte de smagsprøver ud, så købte syv ud af ti et glas med hjem,« fortæller Johan Bülow:

»Så det her med smagsprøver er noget, vi altid har gjort. Vi tror på, at vi kan overbevise folk om at købe vores lakridser ved at give dem lov til at smage på dem. Idéen er at putte vores lakridser i munden på folk.«

Kampagnen kommer i kølvandet på, at Lakrids by Bülow under coronakrisen havde stor succes med at sælge lakridser via deres webshop frem for i de fysiske butikker.

Det ser man et stort potentiale i.

»Selve reklamevideoen er selvfølgelig et forsøg på at skabe kendskab til os i udlandet. Jeg synes, det er en sjov idé, og jeg glæder mig virkelig til at se de videoer, folk sender ind, når de får andre til at smage. Dem, hvor lakridsen bliver spyttet ud, er altid sjove,« siger Johan Bülow:

»Men vi kan komme ud stort set alle steder via vores onlinebutik i dag. Vi sælger allerede mange varer i mange forskellige lande. Og hvem ved? Hvis der pludselig opstår en enorm efterspørgsel på vores lakridser i Elfenbenskysten eksempelvis, så kan det godt være, vi åbner en butik der.«