Det kunne være endt grimt, rigtig grimt.

Men heldigvis slap Tottenham-spilleren Emerson Royal med skrækken, da han fredag morgen var involveret i en yderst ubehagelig oplevelse på sin ferie i Brasilien.

Efter en bytur i São Paulo kom en fremmed person hen mod Emerson Royal for at stjæle fodboldspillerens ejendele. Røveren havde en pistol på sig, skriver The Sun.

En politibetjent, som ikke var på arbejde og tilfældigvis var i nærheden, bemærkede, at der var fare på færde og trak sin egen pistol. Og så gik det løs.

Emerson Royal.
Emerson Royal. Foto: Josep LAGO
Vis mere

Mindst 20 skud skulle være blevet affyret mellem politibetjenten og røveren, som blev ramt i ryggen. Herefter blev røveren transporteret til et hospital i området.

Gudskelov skulle Emerson Royal være sluppet uden fysiske skrammer, da han straks gemte sig, men naturligvis har episoden sat sine spor, fortæller Premier League-spillerens far, Emerson Zulu, som var på stedet, da hændelsen skete.

»Da røveren så politibetjenten, husker vi kun skududvekslingen, og så gemte vi os.«

»Jeg husker det ikke klart. Det gik så stærkt, og adrenalinen buldrede af sted,« siger han ifølge mediet.

Faren, Emerson Zulu, fortæller yderligere, at røveren stjal Emerson Royals ur og smykker, men at det lykkedes at få dem tilbage efter skudepisoden.

Efter den skræmmende episode tog de begge på politistationen, hvor de anmeldte røveren.