For første gang i 16 år formåede Nigeria ikke at kvalificere sig til VM, og det fik fansene til at gå amok.

Tirsdagens kamp endte uafgjort, men da reglen om udebanemål fortsat gælder i VM-kvalifikationen, var 1-1 nok til at sende gæsterne fra Ghana til vinterens slutrunde.

Da dommeren fløjtede kampen af, stormede Nigeria-tilhængere ind på banen, hvor de kastede flasker mod de ghanesiske spillere.

Sådan så spillerbænkene ud efter urolighederne.
Sådan så spillerbænkene ud efter urolighederne. Foto: PIUS UTOMI EKPEI
Vis mere

Urolighederne fik fatale konsekvenser for en zambisk dopinglæge, der var på arbejde under kampen.

Onsdag bekræftede det zambiske fodboldforbund, at FIFA-lægen dr. Joseph Kabungo var død, og præsidenten i forbundet Andrew Kamanga, bekræfter ligeledes dødsfaldet og fortæller, at Kabungo var på arbejde som dopingkontrol.

»Han var et dedikeret og meget elsket medlem af vores fodboldfællesskab, og hans indflydelse var enorm, da han også var en del af 2012 Africa Cup-vinderholdet. Hans død er et stort tab, da dr. Kabungo var en ven og fortrolig for mange generationer af spillere og deres familier,« skriver Andrew Kamanga.

Forbundet skriver desuden, at det er for tidligt at komme med den præcise dødsårsag, og at man afventer den fulde rapport fra CAF og FIFA.

Kabungo var ligeledes en del af Camerouns medicinske stab under dette års African Cup of Nations.

»Han var en fremragende zambisk fodboldpersonlighed, der repræsenterede det zambiske flag ved globale fodboldbegivenheder. Vi er alle nødt til at lære af hans ekspertise og fejre ham ved at skabe flere hårdtarbejdende zambiske fodboldadministratorer,« tilføjer Kamanga.