Det var en trist besked, der mandag ramte landsholdet og resten af Fodbolddanmark.

For med meldingen om, at målmandstræner Lars Høgh har fået et tilbagefald i sin kræftsygdom, var det da også en mærket Kasper Hjulmand, der tirsdag mødte pressen forud for onsdagens Skotland-kamp.

Derfor svarede han da også kun på et enkelt spørgsmål om sin ramte kollega.

»Vi er i tæt kontakt med Lars, og det har vi været i mange år. Vi ved alle, at han kæmper med sin kræftsygdom, men det går op og ned. I denne omgang har han valgt ikke at være med,« fortæller landstræneren og tilføjer:

Landstræner Kasper Hjulmand.
Landstræner Kasper Hjulmand. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Vi håber meget på, at han endnu en gang får bekæmpet den forbandede sygdom. Lars er ikke skåret af det samme som alle andre. Den optimisme og positivitet gør, at vi tror på det.«

Den triste besked betyder, at den 62-årige målmandslegende ikke er en del af landsholdslejren i disse dage.

Kasper Hjulmand tror dog på, at han snart får sin faste makker tilbage i fuld vigør på landsholdet.

»Vi håber at se ham tilbage meget snart. Vores tanker er hos ham, og jeg ved, at hans tanker er hos os.«

62-årige Lars Høgh har fået et tilbagefald i sin kræftsygdom.
62-årige Lars Høgh har fået et tilbagefald i sin kræftsygdom. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det var mandag, at det danske fodboldlandshold meldte ud, at Lars Høgh ikke var en del af den nuværende landsholdssamling. Det skrev holdet i et opslag på Instagram.

Derfor havde man i stedet spurgt FC Københavns målmandstræner, Kim Christensen, om han ville træde til i denne omgang.

'Kim Christensen fra FC København er med herrelandsholdet som målmandstræner, da Lars Høgh desværre har fået tilbagefald i sin sygdom. Vi håber, at Lars kommer stærkt igen, og vi glæder os til at se ham,' stod der helt præcist i opslaget på det sociale medie.

Lars Høgh blev i 2018 ramt af den forfærdelige sygdom, da han fik konstateret kræft i bugspytkirtlen. Siden da har han været igennem en operation og flere behandlingsforløb.

Det nuværende tilbagefald er desværre ikke det første, som den fynske målmandslegende oplever, da han også i begyndelsen af 2020 fik en trist besked fra lægerne.

Her kom han heldigvis ovenpå igen efter flere behandlingsforløb, og derfor kunne han i august samme år blandt andet fortælle, at håret var kommet tilbage.

Lars Høgh har generelt været meget åben omkring sit sygdomsforløb, og derfor kunne han da også tidligere i år meddele, at der kommer en bog fra ham om hele forløbet.

Den historie kan du læse mere om HER.