Flere undrede sig, da en dansker fik en pludselig hyldest under pokalopgøret mellem Union Berlin og Heidenheim.

Union-angriberen Sven Michel fremviste nemlig en trøje med Jakob Busks navn og nummer efter sin 2-0 scoring. Men hvorfor?

Det kommer den danske keeper nu med et svar på. Han går nemlig en svær tid med sin familie.

På Twitter afslører Jakob Busk, hvad hyldesten handler om. Målmandens lille søn, Carlo.

– Jeg og min familie havde det meget svært, for min søn Carlo blev opereret for tredje gang i sit korte liv.

– Heldigvis gik alt godt, og vi håber alle, at alt bliver godt nu. Det var en stor gestus fra holdet og klubben, der har givet mig og min familie utrolig stor støtte i denne tid.

– Det er det, der kendetegner 'os' i Union Berlin. Vi er en stor familie, som er der for hinanden, når det er nødvendigt. Det kan ses på banen, hvor vi nu og i de seneste år har haft stor succes. Mange tak, gutter, skriver Busk.

Busk spillede regelmæssigt for Union Berlin i den næstbedste række fra 2015 til 2018.

Men siden da har minutterne været ikke eksisterende for den 29-årige dansker og der er mere end fire år siden, at Jakob Busk senest vogtede buret for Union Berlins førstehold.

I 2019 rykkede klubben op i Bundesligaen for første gang, og siden har holdet løbende forbedret sig frem til sidste sæsons femteplads.

I denne sæson topper Union Berlin med danske Frederik Rønnow som førstekeeper Bundesligaen efter ti runder med fire point ned til Bayern München.