Nye oplysninger om de danske islamisters rejser i Mellemøsten kaster nyt lys over, hvorfor hadet mod Danmark blev så voldsomt under Muhammedkrisen i 2005 og 2006.

Det skriver BT søndag.

De danske islamister blandede med vilje Jyllands-Postens Muhammed-tegninger med langt grovere billeder, da de præsenterede sagen for allierede i Mellemøsten. Et af billederne viste en bedende kvinde, der blev parret af en hund.

De nye oplysninger er fra den tidligere imam Ahmed Akkaris nye bog ‘Min afsked med islamismen’ der udkommer tirsdag.

Formålet med at vise de grove billeder var at ‘skabe et et maksimalt pres mod Danmark i den muslimske verden,’ fortæller Ahmed Akkari:

- Og til det formål var de ekstra billeder nyttige. De blev placeret sammen med Jyllands-Postens tegninger i mapperne, som vi delte ud, og vi gjorde intet for at understrege, at de ikke hang sammen. Så de fleste modtagere har helt givet troet, at det hele kom fra avisen, fortæller den i dag 34-årige dansk-libaneser, der i dag har brudt med sine gamle allierede og nu advarer mod islamismen.

Et af de særligt grove billeder viste en bedende kvinde i traditionel muslimsk klædedragt, der blev parret af en hund. Nederst stod teksten ‘derfor beder muslimer.’

Ifølge Ahmed Akkari blev han og den øvrige delegation i Libanon og Syrien kun en enkelt gang spurgt til de grove billeders oprindelse, skriver BT søndag. 

I det tilfælde svarede de ærligt, husker han. I alle andre tilfælde, udleverede de blot mappen med både disse billeder og Jyllands-Postens Muhammedtegninger og lod det være op til modtagerne selv at skelne.

- Hvor absurd det end lyder, forsvarede jeg det overfor mig selv ved at sige, at vi jo ikke direkte løj. Vi undlod bare at sige nogle ting. Der gik lang tid, før jeg kunne se, hvor forkert det var, siger Ahmed Akkari.

KØB BT SØNDAG OG LÆS:
- HELE HISTORIEN OM BILLEDERNE
- UDDRAG AF BOGEN ‘MIN AFSKED MED ISLAMISMEN’

'Min afsked med islamismen' er skrevet af BTs Martin Kjær Jensen.