Saxo Bank garanterer at blive hos Bjarne Riis, selvom han skulle blive dømt i den igangværende sag hos Anti Doping Danmark

 Strafferammen i WADA-koden lyder på karantæne fra fire år og op til livstid. Men Bjarne Riis behøver ikke at frygte for sit holds eksistens, hvis Anti Doping Danmarks efterforskning kan bevise, at Team Saxo Bank-ejeren har været med til at organisere dopingmisbrug på sine hold.

Det slog Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensen i går fast efter det pressemøde, der offentliggjorde, at Bjarne Riis i har sikret sit holds drift i 2014 i kraft af en øget kapitalindsprøjtning fra Saxo Bank.

Lars Seier Christensen garanterer, at han også står med økonomisk hånd under Bjarne Riis, selvom Anti Doping Danmark i et samarbejde med andre nationale forbund og en række vidner, blandt andre tidligere ryttere, skulle finde grundlag for at dømme Bjarne Riis. Der findes ingen klausuler i kontrakten, der kan åbne en bagdør for Saxo Bank, hvis det sker.

- Jeg kommenterer normalt ikke kontraktens indhold eller eventuelle klausuler. Men lige på det punkt, vil jeg gerne slå fast, at det ikke ændrer noget for os. Vi har ikke en sådan klausul i kontrakten, fastslog Lars Seier Christensen i går på Hotel Villa Magna i Madrid.

Bjarne Riis har ikke ønsket at kommentere undersøgelsen. Men han modtog støtten med taknemmelighed.

- Lars har været ved min side gennem seks år gennem op- og nedture. Jeg værdsætter det meget. Jeg værdsætter alt det, han og Saxo Bank har gjort for dette hold.

Har du slet ingenting at frygte i forhold til den undersøgelse hos Anti Doping Danmark?

- Nej. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle det? Spurgte Bjarne Riis til den undersøgelse, der blandt andet er udsprunget af erkendelser og vidneudsagn fra tidligere ryttere som Michael Rasmussen og Tyler Hamilton.

Lars Seier Christensen understregede yderligere, at en eventuel sag mod Bjarne Riis slet ikke er en del af opvejningen af sponsoratets værdi.

- Vi har lavet en kontrakt for 2014, og jeg kan slet ikke se, der skulle opstå problemer i den forbindelse. Det er slet ikke noget, vi har overvejet. Bjarne er en vigtig mand for holdet, og jeg kunne ikke forestille mig, at han ikke skulle være en del af det. Men det er jeg selvfølgelig ikke herre over, sagde Lars Seier Christensen.

Han lægger dog ikke skjul på, at Bjarne Riis tilstedeværelse på holdet er afgørende for, om Saxo Bank fortsætter sit engagement i cykelsport i 2015.

- Som jeg har sagt så mange gange før, så er vi glade for at have Alberto Contador på holdet, ligesom vi var glade for at have Cancellara eller Schleck-brødrene. Men det er Bjarne Riis, vi vælger at følge og sponsorere, lyder det fra navnesponsoren.

Anti Doping Danmark har flere gange udtalt, at man arbejder hårdt på at afslutte efterforskningen inden længe. Det er stadig ikke officielt meldt ud, om Bjarne Riis er en del af efterforskningen.