Pierre-Emmanuel Taittinger, som frem til 2019 stod i spidsen for det eksklusive champagnemærke af samme efternavn, har lige siden 2014 haft et ganske alvorligt problem.

Hans tidligere elskerinde. 

Den 48-årige kvinde, der bliver kaldt for Samira L., har nemlig været godt og grundigt rasende over, at han i 2014 besluttede sig for at dumpe hende. Så rasende at det er endt i en retssag, som i denne uge fandt sin afslutning.

Det skriver The Times og New York Post.

Samira L. startede med at sende Pierre-Emmanuel Taittinger en truende besked.

'Jeg vil slå dig ihjel', skrev hun blandt andet, mens hun også truede med at skære hans penis af.

Champagnekongen var i starten overbærende og svarede tilbage med høflige beskeder. 

Han tilbød sågar sin tidligere elskerinde en luksuslejlighed, som han ville betale huslejen for, fortæller hans advokater.

Men de hidsige beskeder fra Samira L. fortsatte, og i 2017 fik 70-årige Eierre-Emmanuel Taittinger nok og gik til politiet.

Den udvikling brød Samira L. sig ikke om, så hun hoppede få dage efter på toget til Reims, hvor Pierre-Emmanuel Taittinger boede. Hun konfronterede ham med en kniv og jagtede ham ned ad gaden.

'Hvis jeg havde haft løbesko på, havde jeg fanget dig, og så havde jeg slået dig ihjel,' skrev hun senere i en besked til ham.

Samira L.'s advokat, Tom Michel, har dog fortalt til Le Parisien, at champagnekongen er skurken, og at det er hans handlinger, der er skyld i alt det her.

»Der var ikke en kærlig mand på den ene side og en manipulerende kvinde på den anden. Hendes eksistens var helliget Taittinger. Han kontrollerede hele hendes liv. Hun følte, at hun var blevet besudlet, og hun ønskede at gøre det samme mod ham,« siger advokaten.

Retten købte dog ikke den forklaring, og derfor fik Samira L. et års betinget fængsel. Hun blev ikke kun dømt for at have chikaneret Pierre-Emmanuel Taittinger, men også hans hustru og datteren, Vitalie, som i dag styrer champagnefirmaet.

»Denne dame har brugt bagvaskelse til at skade min klient, til at skræmme ham og sætte ham under pres. Hun fortsatte med bagvaskelsen i sit forsvar, men retten lod sig ikke narre – den afsagde en dom, der var dobbelt så lang, som den anklagemyndigheden havde bedt om. Det er et tydeligt tegn på, hvad dommerne mente om hendes forsvar,« lyder det Taittingers advokat, Nicolas Hubsch, til Journal L'Union.