I aften går det løs i Cardiff, når Danmark skal forsøge at bevare spændingen i Nations League pulje B, gruppe 4, mod Wales.

Undgår Danmark nederlaget i Wales fredag aften, så begynder det at se lovende ud i forhold til at vinde Nations League-gruppen. Med point i Wales kan Danmark nemlig selv afgøre sagerne i mandagens afsluttende gruppekamp mod Irland.

Og det har de danske Oddset-spillere stor tiltro til, at Danmark gør det godt i aften mod Bale og co.

»Danskerne forventer sejr. Det er helt tydeligt. Selv om det er en svær udekamp, Hareides hold står over for, så er hele 60 procent af indskuddene på 1X2-spillet placeret på dansk sejr. Kun 15 er placeret på Wales,« siger oddsansvarlig hos Danske Spil, Peter Emmike.



»Der er ingen tvivl om, at vores kunder er lidt mere optimistiske, end vi er. Vi vurderer styrkeforholdet i den her kamp til at være rimelig lige. Det er trods alt et godt hold med en superstjerne i spidsen, vi skal møde. På udebane. Vi har Danmark som svag favorit, men det bliver svært,« forudser Peter Emmike.

I skrivende stund får man odds 2,60 hos bookmakeren.