bt.dk mødte 17-årige Sidsel Ben Semmane dagen efter hendes fornemme sejr ved Melodi Grand Prix i Aalborg.

Hun var cool, da hun vandt, og hun var cool, da hun talte med bt.dk.

Sidsel Ben Semmane er faktisk så cool, at man skulle tro, at hun havde mere Grand Prix-erfaring end Søren Poppe og Kirsten Sigaard tilsammen.

Trine Dyrholm fik som 14-årig sit gennembrud, da hun blev nummer tre med 'Danse i måneskin' i 1987, men ellers forbinder man sjældent Melodi Grand Prix med teenagere.

- Jeg er ikke flov over Grand Prix. Jeg har det godt med at have været med. Jeg står fast ved at have været med. Det har givet mig en god oplevelse og erfaring, siger Sidsel Ben Semmane til bt.dk.

- Jeg prøver en masse ting i livet, tilføjer hun.

Sidsel går i 2.g. på Århus Katedralskole, men udover den almindelige skolegang går hun på MGK - en konservatorie-forberedende musikuddannelse og synger i bandet 'Satzmo'.

- Jeg skal have min studentereksamen, det vil jeg rigtig gerne. Der ikke noget, der går tabt, siger Sidsel, der ikke vil løfte sløret for fremtidsdrømmene.

- Jeg tager vejene, som de kommer og spreder sig, men jeg skal gøre mig klar til Athen, lover Sidsel, der skal forsvare de danske farver i Grækenland med vindersangen 'Twist Of Love'.

pba@bt.dk