Bille. Det tog mig utrolig lang tid at lære at sige. Bille. Og ikke Billy, som jeg startede med at kalde ham, siger Richard Gere med et grin i de smalle øjne.
Men det er »Without Apparent Motive«. En thriller om en politimand - spillet af Gere - der forelsker sig i enken til en af de mænd, hvis død han efterforsker. Og snart begynder at få mistanke til kvinden, som spilles af selveste Julianne Moore.
»Jeg kan virkelig godt li' Bille. Og glæder mig til at arbejde med ham. Men hvornår vi rent faktisk kommer i gang med projektet er lidt usikkert, for financieringen af filmen faldt til jorden. Og vi har endnu ikke fået stablet den på benene igen,« siger Gere.
At have hans navn knyttet til projektet skal dog nok yde de nødvendige pengemirakler. For Gere er takket være musicalen »Chicago« igen et utrolig varmt navn. Ikke mindst fordi han ventes at blive nomineret til en Oscar for sin rolle, ligesom han allerede har modtaget en Golden Globe for den.
»Jeg blev faktisk vildt overrasket, hvorfor ved jeg ikke. Men jeg havde ikke tænkt specielt meget over det. Og da jeg hørte mit navn blive kaldt op, jeg husker intet, var helt tom i hjernen, og alle kiggede på mig. »Hjælp, jeg må gøre noget«, tænkte jeg, og kyssede min kone, krammede mine venner og gik og sagde, hvad jeg sagde. Det var fuldstændig uvirkeligt.
Jeg havde intet forberedt. Men min kone var så sikker på, at jeg ville vinde, at hun havde skrevet en liste til mig over de mennesker, jeg skulle takke. Og heldigvis for det. For jeg ville intet ha' husket uden hendes liste. En rigtig god kone,« siger han med et smil.
Hun hedder Carey Lowell og fulgte altså i kølvandet på hans lange forhold til fotomodellen Cindy Crawford. Parret blev gift sidste år og har sammen sønnen Homer på tre. »Et vidunderligt barn,« siger han saligt.
53-årige Richard Gere er dog ikke kun gift med Lowell. Hans bånd til buddismen er næsten ligeså stærkt som det ægteskabelige. Og har varet endnu længere.
»Tre årtier,« siger Gere, som er personlig ven med Dalai Lama.
»Det er et arbejde der indebærer konstant lobbyisme, hvoraf noget er kendt, andet er af privat karakter bag scenen. Noget på politisk plan, andet på et kulturelt og spirituelt,« forklarer han, og erkender blankt, at det i disse Bush-tider er svært at komme til orde med et ikke-voldeligt budskab.
»Både FN og USA burde støtte det ikke-voldelige istedet for at oppiske behovet for at gå i krig. For enhver ved, at krig synes at løse problemer, men løser dem aldrig, skaber bare flere. Og den nuværende præsident synes ikke rigtig at bekymre sig om, hvad hans eget folk mener og føler om den sag. Millioner af amerikanere siger nej til krig. Og det er ikke fordi, jeg ønsker at forsvare Saddam Hussein, please. Men de mennesker, der lider nød her er det irakiske folk, og de er vores brødre og søstre, og deres liv er lige så vigtigt som mit. Og det kan man ikke forklare en mand som George Bush.«
