Lone Hertz og Axel Strøbye var i 60erne og 70erne et af de mest populære par på film og teater herhjemme, og udefra var alt smukt at skue. I 1966 fik de sønnen Tomas, som blev hjerneskadet, formentlig på grund af den såkaldte trippler-vaccine. To år senere fik de datteren Micaëla. Med i kernefamilien hørte også Lones søn, Steen Stig Lommer. Og parret var dengang meget åbne i medierne om, hvordan det var at have et handicappet barn og hvordan de kæmpede for at give Tomas de bedste opvækst-vilkår.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Steen Stig Lommer har senere i B.T. fortalt om, hvordan hans mor og Axel Strøbye netop med udgangspunkt i Tomas gav ham ordentlige værdinormer og et tolerant menneskesyn. Men forholdet mellem Hertz og Strøbye kunne ikke holde.

Alene med børnene
I oktober 1975 fortalte Lone Hertz for første gang om, at »hun var blevet alene med børnene«. I 1978 giftede Strøbye sig med Hanne Borchsenius. I 1981 fik Hertz en Bodil i kategorien bedste dokumentarfilm for den gribende »Tomas - et barn du ikke kan nå«. I 1992 skrev hun bogen »Sisyfosbreve« om de første 26 år med sin autistisk-psykotiske søn.