Så kan Helle Thorning og Barack Obama godt gå hjem og lægge sig. Midt under årets Oscarfest i Los Angeles tog værtinden Ellen Degeneres verdens vildeste selfie.

På en halv time blev billedet delt 779.295 gange på det sociale medie Twitter, og da showet sluttede var antallet af delinger på over to millioner.

Billedet er blevet det mest delte billede nogensinde, og det var så populært, at Twitters servere ikke kunne klare presset og fik tekniske problemer, skriver engelske The Guardian.

Præsident Barack Obamas billede fra sit genvalg er med andre ord ikke længere det mest delte billede på Twitter.

Og det måske med god grund, for aldrig før har så mange filmstjerner nemlig været med på ét selfie - et af de foto, man tager af sig selv med en smartphone.

Det begyndte ellers bare med Ellen DeGeneres og Meryl Streep. Men snart kom flere superstjerner til.

Julia Roberts bøjede sig frem fra rækken bag Streep. Jared Leto kom løbende til fra højre. Og snart skubbede Amy Adams, Bradley Cooper, Brad Pitt, Angelina Jolie, Kevin Spacey, Jennifer Lawrence, Liam Hemsworth og Ellen DeGeneres sig sammen for at smile til samme selv-tagede foto, som Bradley Cooper klarede i strakt arm (ikke alle kom med på det endelige foto).

Få minutter efter fotografiet blev lagt på Twitter, gik hele sceneriet viralt - Det vil sige, at over 100.000 internetbrugere så med på rekordtid.