Bevæbnede mænd har lørdag angrebet en base tilhørende FNs fredsbevarende styrke i Mali. Der meldes ikke om omkomne.

MALI: Flere er blevet såret, men der rapporteres ikke om omkomne efter et angreb mod en base tilhørende FNs fredsbevarende styrke i det nordlige Mali. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Bevæbnede mænd angreb basen lørdag morgen, hvor de skød og affyrede missiler mod basen, der ligger i Kidal.

»Angrebet skete omkring klokken fire, hvor fire eller fem missiler landede inde i basen. Ganske få personer blev såret, men det er for tidligt at komme med et præcist antal,« fortæller talsmanden for FN-styrken i Mali, Olivier Salgado, til Reuters.

Franske tropper og FN-styrken kæmper for at stabilisere den tidligere franske koloni, hvor islamistiske militante så sent som 20. november angreb et hotel i hovedstaden, hvor de dræbte 20 mennesker. Tre islamistiske militante grupper tog skylden for angrebet på Radisson Blu Hotel, og analytikere mener, de tre grupper muligvis samarbejdede.

De tre grupper er: al-Qaeda i det islamiske Maghreb (AQMI), dens udbrydergruppe al Mourabitoun samt Massina Befrielsesfront (MLF).

Det nordlige Mali har været overtaget af islamistiske krigere i det meste af 2012. De blev drevet ud af en fransk-ledet militær operation, men volden er fortsat.

Flere andre vestafrikanske regeringer kæmper ligeledes mod islamistiske militante. Boko Haram, den førende gruppe i regionen, har i år udvidet sine angreb fra Nigeria til nabostaterne Niger, Cameroun og Tchad.