Danmark fik en verbal lussing, da en tidligere britisk Labour-minister og flådechef torsdag glemte alt om diplomati og kaldte os 'en forpulet andenrangsnation'.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>De opsigtsvækkende udtalelser faldt på et pressemøde i London, hvor Alan West - sikkerhedsminister i den tidligere Labour-regering - for alvor fik talt sig varm i en debat om Storbritanniens fremtrædende rolle i det internationale samfund - både økonomisk og militært.

Den 63-årige West argumenterede for, at Storbritannien - blandt andet gennem sin permanente plads i FNs sikkerhedsråd - kunne og skulle fastholde en vis politisk og militær gennemslagskraft:

- Det betyder, at vi ikke er en andenrangsnation. Vi er ikke forpulede Danmark eller Belgien, lød det fra den kække eks-minister.


Hans partifælle Jim Murphy, der er arbejderpartiets forsvarsordfører, skyndte sig straks at undskylde Alan Wests udfald mod Danmark og Belgien.
 
Og den britiske forsvarsminister Liam Fox gik endnu videre:

- Jeg er forfærdet over at høre Labours Lord West fornærme Danmark og Belgien, der begge har opereret side om side med britiske styrker i Libyen.

- 42 danskere har mistet livet, mens de kæmpede ved vores side i Helmand (i Afghanistan, red.). Lord Wests bemærkninger er både dumme og ufølsomme.

BBC bemærker, at udtalelserne fra Labour-politikeren kommer på et tidspunkt, hvor Helle Thorning-Schmidts valgsejr ellers skulle styrke båndene mellem Danmark og det britiske arbejderparti.

Helle Thorning-Schmidt er gift med Stephen Kinnock - søn af den tidligere Labour-leder Neil Kinnock.