National Geographic har skabt stor furore med forsiden på januar-udgaven af det internationale magasin om naturvidenskab.

Forsiden er nemlig prydet af en ni-årig transkønnet pige, og det har delt vandene.

Reaktionerne har ifølge National Geographics chefredaktør, Susan Goldberg, varieret mellem alt fra 'ytringer om stolthed og taknemmelighed til komplet raseri', skriver Washington Post.

Nogle har ifølge avisen rost National Geographic for valget, mens andre mener, at mediet støtter børnemishandling og 'forsøger at hjernevaske unge mennesker til at tro, at den slags afvigeradfærd er normal'.

Barnet på forsiden er den ni-årige Avery Jackson fra Kansas City. Avery blev født som dreng, men har ifølge avisen levet som en pige, siden hun fyldte fem år.

'Det bedste ved at være en pige er, at jeg ikke længere skal lade som om, jeg er en dreng,« lyder det i citatet på forsiden af magasinet, som er en særudgave helliget kønsdebatten verden over.

I forbindelse med offentliggørelsen sagde chefredaktøren, at opfattelser omkring køn ændrer sig hurtigt og radikalt, og det er derfor, at National Geographic behandler emnet i det kommende magasin.

Avery Jackson var ifølge Susan Goldberg i stand til at indfange kompleksiteten vedrørende kønsdiskussionen. Det var med andre ord et naturligt valg at smække den ni-årige fjerdeklasseselev fra Kansas City på forsiden.

»Vi syntes, at Avery var så stærk og så stolt - og sikker på sine valg - at hun var en god person til at symbolisere de nye diskussioner om køn. Vi mente, at hun i korte træk opsummerede begrebet om 'kønsrevolution',« lød det fra National Geographic-chefredaktøren ifølge Washington Post og USA Today.

Den ni-åriges mor, Debi Jackson, har forklaret, at hendes barn gik fra at være en glad og udadvendt to-årig dreng til at blive sur og tvær og trist i tre-fire års alderen. Avery fik lov til at klæde sig som en pige i weekenden, men et afgørende øjeblik kom en søndag eftermiddag, da barnet nægtede at tage til en fødelsdagsfest i drengetøj. Avery klædte sig i stedet som en pige, og ingen af hendes venner så meget som løftede et øjenbryn, fortæller moderen.

»Mandag morgen tog hun i skole i pink fra top til tå. Og for første gang i flere måneder glædede hun sig til at komme i skole,« siger 42-årige Debi Jackson til USA Today.

Ni-årige Avery Jackson er den første transkønnede person, der pryder forsiden på det historiske magasin, der har 128 år på bagen.

»Da jeg voksede op, ville jeg bare gerne være mig selv. Jeg er bare en pige,« siger Avery Jackson til USA Today.