Brøndbys målsætning om en top 3-placering har onsdag lidt et alvorligt knæk. Forsvareren Martin Albrechtsen frygtes ude i op til tre måneder.

Og det rammer Brøndby usædvanligt hårdt, da det reelt set kun efterlader Daniel Agger og 20-årige Malthe Johansen til midterforsvaret.

Under alle omstændigheder er det en alvorlig svækkelse, at Albrechtsen ikke kan spille grundet et kompliceret brud i hånden.



»Vi er kede af det på både Martins og holdets vegne. Han har haft en god opstart, men med sådan en skade er det sort uheld, som man ikke kan gardere sig mod. Vi har selvfølgelig undersøgt muligheden for, at Martin kan spille med en skinne, men ifølge lægerne er det ikke forsvarligt på nuværende tidspunkt, da der er tale om et kompliceret brud med risiko for varige mén, hvis det forværres,« siger Thomas Frank til brondby.com.

Trods skaden planlægger Troels Bech ikke at hente en erstatning til midterforsvaret. Den defensive midtbanespiller Martin Ørnskov samt venstrebacken Jesper Juelsgård forventes at dække af for skaden.

»Vi er fortrøstningsfulde, da vi føler os dækket ind i midterforsvaret ved siden af Daniel Agger. Vi er sikre på at, såvel Martin Ørnskov som Jesper Juelsgård kan løfte opgaven. De er et par erfarne herrer, som tilsammen har over 300 Superliga-kampe i bagagen, og så har vi unge Malthe Johansen stående klar i kulissen. Han har ved tidligere indhop vist, at han kan løfte de opgaver, han er blevet givet,« lyder det fra Bech.

Brøndby brugte januars transfervindue på at skille sig af med tre midterforsvarer uden at hente en erstatning. Frederik Semb Berge røg til Odd Grenland, Michael Almebäck til Örebro og Dario Dumic blev først udlejet siden hen solgt til hollandske NEC Nijmegen.

Brøndby starter Superliga-sæsonen d. 28. februar på hjemmebane mod Hobro.