Trænerfyring og markante udskiftninger var ikke nok for kriseramte Viborg. Mandag aften tabte holdet 0-2 til AGF, der tog et vigtigt skridt væk fra bunden.

De havde fyret trænerne Anders Linderoth og Tommy Møller Nielsen. Sat fem mand fra startopstillingen i sidste uges nederlag til OB på bænken. Og desuden havde man anfører Jakob Glerup tilbage fra seks ugers skadespause.

Alligevel udeblev chokeffekten, da Viborgs SAS Liga-mandskab mandag aften tabte den vigtige bundstrid mod AGF på Viborg Stadion.

Med en 2-0-sejr gav AGF dermed de to nykonstituerede Viborg-trænere Stephen Lowe og Jan Østergaard den værst tænkelige start på den mission, der går ud på at redde Viborgs liv i den bedste danske fodboldrække.

I den yderst chancerige affære var århusianerne skarpest, og på mål af Frederik Krabbe og Peter Graulund sikrede oprykkerne sig et forspring på fire point ned til Viborg under stregen.

/ritzau/