Det engelske udtryk ’I’m not feeling it’ beskriver, hvordan jeg har fået det med fodbold. For mig handler fodbold ikke kun om teknik eller hvor mange mål, man scorer, men også om måden hvorpå man som fodboldspiller agerer og udtrykker sig på. Fodbold og spillere på topniveau skal turde fortælle en historie.
Cristiano Ronaldo er for mig personificeringen af samtidens tendens til atomisering – altså at opdele ting i små enheder uden en sammenhæng. Første gang, jeg observerede det hos ham, var, da han lavede en finte uden en modstander i nærheden. Han gjorde det kun, fordi det så godt ud. For at fremhæve sig selv. For den uerfarne fodboldkender var det sikkert glimrende, men for den erfarne var det kikset.
Selv om fodboldgenier som Zidane, Laudrup og Ronaldinho fortryllede os alle med deres magi på banen, så var de stadigvæk en del af fællesskabet - en perfekt blanding af at være individualist, men også en del af holdet. Den type spillere giver fodbolden et magisk løft, når de nærmest ud af ingenting manifesterer en genialitet, så tiden står stille.
Måske er jeg bare reaktionær og håbløst romantisk, men jeg savner Ronaldinho! Først og fremmest hans naivitet og hans store uperfekte tænder, som han absolut ikke gjorde noget for at gemme. Jeg savner også hans levende væsen, der smittede voldsomt af i hans boldomgang. Når han tryllede og legede på banen, var det lige så meget for vores skyld, som det var for hans egen. Indimellem kunne man have det sådan, at han faktisk var på banen for at underholde os.
Sådan har jeg det ikke med Cristiano Ronaldo. Desværre. Der er ikke en finger at sætte på hans effektivitet, og ser du på hans statistikker, er de enestående. Der kan en endda argumenteres for, at han er verdens bedste fodboldspiller.
Men jeg nyder ikke at se på Ronaldo. Jeg får det faktisk dårligt, når han står på banen, hævet over sine holdkammerater, og råber dem frem. Det er nemlig vigtigt, at de vinder for hans skyld - ikke for holdets. Sådan fornemmer jeg det. Det gennemgående træk kommer til udtryk hos Ronaldo, når han ikke jubler over en holdkammerats mål, men snarere virker utilfreds, næsten pigefornærmet, fordi han ikke selv fik muligheden for at score.
Jeg ved godt, at nogle vil argumentere for, at Ronaldo gør sådan, fordi han er en vinder. Det har intet med det at gøre. Ronaldo vil have fodbolden for sig selv. Han vil ikke dele med nogen, og det udtrykker han så fint, når han scorer og løber ud til publikum som en gud, der nærmest befaler os at tilbede ham i hans karakteristiske fejring af sig selv. Måden, han gør det på, helt uden humor eller ydmyghed, men med så dyb en alvor, gør det svært for mig at hylde ham.
En spiller som Zlatan Ibrahimovic formår på trods af sin arrogance at have et lune og en humor, der gør mig nysgerrig på ham. Ronaldo, derimod, er blot en selviscenesat figur, robotagtig og uden nerve og følelser. Følelser er også en del af sporten og dét at være professionel i dag.
Ronaldo er et kæmpe idol for børn og unge, og jeg har i min tid som træner set mange spejle sig i og efterligne hans indstuderede bevægelser ved et frispark. Det har givetvis gjort ham unik og er noget, sporten ikke har set tidligere, men det er efter min mening et mangelfuldt ideal, vi kommer til at dyrke.
