Der var ikke andet end glade soldater, der havde kontaktet stjernefotografen, efter to interviews om hans oplevelser fra frontlinjen i Ukraine udkom i dagbladet Politiken i juli.

Det sagde den nu fyrede fotograf Jan Grarup tirsdag i et interview med B.T. om krigsfotografens usandheder.

Er du blevet kontaktet af nogle ukrainske soldater eller andre ukrainere, efter interviewet med Politiken kom ud?

»Ja, jeg er i kontakt med den 3. angrebsbrigade. De har ikke nogle problemer med det overhovedet. Men det er blevet brugt som værende et argument i den her kritik, at jeg skylder dem en forklaring,« sagde krigsfotografen. 

De har ikke haft noget kritik af nogle af de eksempler, der har været?

»Ikke noget, de har skrevet til mig,« sagde Jan Grarup, der også fortalte, at soldaterne kommer til Danmark i forbindelse med udgivelsen af hans nye bog.

Mandag opsagde Politiken deres samarbejde med Jan Grarup.
Mandag opsagde Politiken deres samarbejde med Jan Grarup. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Men der er ukrainere, der har været utilfredse med krigsfotografen - og de har skrevet til Jan Grarup. 

Det fortæller Weekendavisen i et længere interview med chaufføren Yehor Konovalov og fotografen Alex Babenko, der var sammen med Jan Grarup i Ukraine fra den 22. juni til den 6. juli, så kontaktede de fotografen i august:

»Da vi blev opmærksomme på løgnene i de to interviews, kontaktede vi ham den 16. august, så han havde en chance for selv at trække udtalelserne tilbage. Han sagde indledningsvis, at han ville gøre det. Men da der efter 14 dage ikke skete noget, kontaktede vi Politikens chefredaktør,« fortæller Yehor Konovalov til avisen.

Ifølge Yehor Konovalov og Alex Babenko, så begyndte Jan Grarup, at afpresse dem, da de kontaktede Politikens chefredaktør. Jan Grarup er nemlig i besiddelse af billeder af Konovalov og Babenko med henholdsvis et maskingevær og en mortérgranat, fortæller de i interviewet.

I Weekendsavisens artikel fortæller Yehor Konovalov og Alex Babenko, at i Politikens to interview med Jan Grarup er flere fejl, end dem der har været offentligt kendt.

Men ifølge Jan Grarup har de her fejl været en del af den undersøgelse, som Politiken allerede har foretaget.

»Alle de her ting er en del af Politikens undersøgelse, og dem har jeg svaret på. De har vurderet, hvilke ting der skal rettes, og hvilke der ikke skal rettes.«

Hvorfor fortalte du ikke, at de havde kontaktet dig, da jeg spurgte dig om det under interviewet?

»Ved du hvad, nu bliver det simpelthen for bøvlet. Du er nummer syv i dag, der spørger til nogle ting, og I har åbenbart alle sammen forskellige kilder på det. Og det kan jeg simpelthen ikke finde rundt i. Du har danske kilder. Jeg ved godt, hvem din kilde er. Og det skal nok blive sjovt senere hen,« siger Grarup til B.T.

Ifølge chefredaktør for Politiken Amalie Kestler, så kommer de nye oplysninger og fejl, som Alex Babenko og Yehor Konovalov fortæller om til Weekendavisen, ikke som en overraskelse.

»Der ikke noget nyt for os i det, ukrainerne nu siger til Weekendavisen. Vi er helt klar over, at Jan Grarup og de to af hans tidligere fixere er blevet uenige om en del. De pågældende artikler var interview med Jan Grarup om hans oplevelser. Vi har set på indsigelserne helt efter vores sædvanlige praksis, vurderet dem og der er lavet en rettelse. Læsernes Redaktør har valgt at rette de fejl, som vi finder dokumenteret,« svarer Amalie Kestler, der ikke vil stille op til et interview,i en mail til B.T.