Jan Grarup har ikke affyret en mortérgranat mod russiske stillinger, og han har ikke oplevet ukrainske soldater skræmme russiske krigsfanger med, at de vil skære hænderne af dem, som han ellers påstod i en artikel.

Men har den prisvindende fotograf løjet?

Det spørgsmål stillede B.T. krigsfotografen hjemme i hans lejlighed dagen, efter Politiken mandag opsagde sit samarbejde den prisvindende fotograf. Samarbejdet ophørte efter B.T. havde henvendt sig til avisen med oplysninger om flere fejl i Jan Grarups fortælling i et interview med avisen om fronten i Ukraine.

»Der er nogle faktuelle fejl, og dem har jeg erkendt. Noget af det er en regulær tidsforskydning, men det handler ikke om at lyve,« siger fotografen fra sin lejlighed, der er fyldt op med kameraobjektiver og billeder på væggene.

Ville du selv være krøbet til kors, eller gør du det kun nu, fordi Politiken selv er kommet ud med det?

»Altså jeg skal være helt ærlig at sige, at for mig at se, så var ikke de store problemer i det, som det nu er blevet gjort til.«

Men ville de her fejl være kommet frem, hvis ikke Politiken havde fået dem frem? Var du selv gået ud og havde sagt, det her var ikke rigtigt, det her var ikke rigtigt, og det her var også en fejl?

»Det ved jeg sgu ikke. Der bliver jeg dig svar skyldig. Det er jeg ikke sikker på.«

Mandag opsagde Politiken sit samarbejde med krigsfotografen.
Mandag opsagde Politiken sit samarbejde med krigsfotografen. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Selvom Jan Grarup fortsat ikke synes, at de usande oplysninger er 'store problemer', så var de alvorlige nok til, at Politiken måtte bringe fem rettelser.

En af de rettelser handler konkret om en episode, hvor Jan Grarup var sammen med ukrainske soldater ved frontlinjen til Bakhmut, hvor de rakte ham en granat.

Til Politiken fortalte Jan Grarup, at han skrev navnet på to ukrainske teenagepiger, der var blevet dræbt i et russisk angreb, og »placerede den i mortérrøret, som straks sendte den afsted mod russerne.«

Men Jan Grarup placerede den ikke i mortérrøret. 

Er det journalisten, der har taget fejl, eller er det dig, der har sagt det til journalisten?

»Altså, journalisten fra Politiken har ingen fejl lavet overhovedet. Hun har citeret mig 100 procent korrekt. Så det er jo mig.

Hvorfor korrigerer du det ikke, da du deltog i Presselogen, hvor du bliver spurgt, om du fysisk lagde den i mortérrøret?

»Ja, men det er jo præcis det, som der er i den her historie. Det er, at jeg er teknisk med til at affyre en granat, men selve handlingen med at proppe den ned i det her mortérrør, det er ikke mig, der gør det.«

Men hvorfor siger du så ikke i 'Presselogen', at du ikke putter den ned i motorløbet? Der havde du mulighed for at korrigere den fejl, der var blevet lavet i første omgang? 

»Men det synes jeg også, at jeg gør. Jeg siger jo, at jeg var fysisk med til det. Men teknisk set, så er det ikke mig,« forklarer Jan Grarup nu.

Du lægger den bare ikke ned i røret, og det er jo det, der står i artiklen, at du gør?

»Og det er en fejl.«

Overdriver du med vilje?

»Nej. Altså i virkeligheden kunne jeg jo være gået fri af en kvart shitstorm på det her. Jeg påtager mig ansvaret for noget, hvor der er nogle andre mennesker til stede. Jeg tager ansvaret på mig.«

B.T. mødte Jan Graup i hans lejlighed tirsdag.
B.T. mødte Jan Graup i hans lejlighed tirsdag. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Flere af de episoder, der har været usande, handler om tid og sted, og de fejl skyldes ifølge Jan Grarup, at han var ved frontlinjen i 36 timer, hvor telefonen kører på fly mode, og der har fotografen selv skrevet datoerne forkert i sine noter. For eksempel at han skulle have været på en restaurant tre timer før et missilangreb.

Men i interviewet med Politiken gengiver Jan Grarup en anden episode, som om han selv havde oplevet den.

Den drejer sig om, hvordan ukrainske soldater skræmmer russiske krigsfanger ved at diskutere foran dem, om de skal henrette dem eller skære hænderne af dem.

Fik du det at vide af ukrainske soldater?

»Det fik jeg at vide af en kilde.«

Hvorfor sagde du så til avisen, at det ikke var dig, der havde hørt det fra dem?

»Det er klokkeklar fejl, det er fejl fra min side. Det burde jeg have gjort. Jeg burde bare have sagt, at det kom fra en kilde. Men det er igen for at beskytte den her kilde. Fordi dem, som har rettet den her kritik, ikke skal kunne finde ud af, hvem det er.«

Men kunne du ikke have formuleret det på andre måder?

»Jo.«

Var det en bevidst overdrivelse, eller hvorfor skulle det fremgå?

»Det er en 100 procent fejl fra min side, og den tager jeg 100 procent på mig.«

Men når vi så ser på de her to eksempler så har du vel også løjet til avisen i forhold til, hvad der er foregået, og hvordan du har fået det at vide?

»Jamen der er jo nogle tidsforskydelser i det her, og der er nogle helt klare fejl, som jeg jo har erkendt. Det er faktuelle fejl. Der er ikke nogen grund til at stikke det under stolen, på nogen som helst måde. Og så kan du kalde det at lyve. Sådan er det ikke tænkt. Sådan er det ikke bevidst tænkt overhovedet. Tværtimod, så handler det også om at beskytte nogle andre mennesker.«

Du kan se en video fra interviewet med krigsfotografen øverst i artiklen.