Dagbladet Politikens dækning af krigen i Ukraine bliver uden fotos fra den prisvindende krigsfotograf Jan Grarup.

Det oplyser Politiken i en pressemeddelelse efter, B.T. mandag morgen kontaktede Politiken med oplysninger om, at Grarup skulle have talt usandt om flere detaljer i sin reportage fra fronten i Ukraine. 

»Vi har besluttet ikke længere at købe freelancefotos fra fotograf Jan Grarup fra krigen i Ukraine, hvis vi får dem tilbudt,« siger chefredaktør Amalie Kestler, og uddyber:

»Jan Grarup erklærede for nylig i flere medier, at han ikke længere er objektiv i dækningen af krigen. Det har naturligvis givet anledning til overvejelser hos os. Sideløbende er vi blevet opmærksomme på, at der var mulige fejl i Jan Grarups udtalelser i to interviews, vi bragte i sommer, og det har vi undersøgt nærmere. Det har vist sig, at der var fejl, som vi nu retter.«

Og det er særligt én oplysning, der har udløst, at man på Politiken nu har undersøgt sagen. 

I et stort interview i Politiken den 30. juli 2023 fortæller Jan Grarup, at han affyrede en mortérgranat, og dermed ikke længere kunne være objektiv i dækningen af krigen:

»Han placerede den (mortérgranat red.) i mortérrøret, som straks sendte den af sted mod russerne,« stod der skrevet med en tilhørende erklæring fra den prominente stjernefotograf:

»Jeg gider ikke lyve omkring det. Jeg bliver nødt til at vise, hvem jeg er«.

Men Jan Grarup har ikke affyret en mortérgranat, og han har ikke placeret granaten i mortérrør. Han har kun skrevet på granaten.

Det siger krigsfotografen selv til B.T. mandag formiddag, og understreger, at han ikke er blevet citeret forkert, men simpelthen har udtalt sig »klodset«.

»Jeg skriver på den her granat, og afleverer den til den her mand. Der er sådan nogle spændebånd, der skal sættes på det og nogle kapsler, der skal skrues af. Og det er altså en soldat, der gør det,« siger Jan Grarup til B.T.

Jan Grarup har flere gange haft mulighed for at rette den 'klodsede' udtalelse, men da han i mediemagasinet 'Presselogen' på TV 2 News direkte blev spurgt ind til, om han selv fysisk havde affyret granaten, kom rettelsen heller ikke her.

»Det er lidt mere teknisk end som så. Det ser meget nemt ud på fjernsyn, men jeg var jo i hvert fald i en rolle i situationen, hvor man kan sige, at jeg ikke længere var observatør på det. Jeg var deltagende,« lød svaret.

Det er jo en historie, der er blevet gengivet flere steder, og som har affødt kritik. Hvorfor har du ikke prøvet at få det rettet?

»Det synes jeg sådan set, at jeg er i gang med at prøve, men der går jo ikke noget af mig på grund af det. Man kan sige, at jeg har taget ansvaret for en handling, som jeg har været impliceret i. Det kunne godt være, at jeg skulle have udtrykt mig mere klart, men den kritik, der er kommet efterfølgende, er stadig berettiget,« lød det fra Grarup mandag formiddag.

Jan Grarup siger samtidig, at den nu opdaterede version af historien ikke ændrer på, at han deltog i en krigshandling, men det er en ekspert i krigslove uenig i.

»Det at du propper en granat i mortérrøret, og skyder den mod fjenden er en direkte medvirken, men at man skriver på en granat gør intet fra eller til. Hvis man antager, at russerne vil køre en sag mod ham, så kan de ikke bruge, at han har skrevet på en granat,« siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl, som er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, men tilføjer dog samtidig, at russerne kan vælge at bruge, hvad de har lyst til.

Jan Grarups historie om, at han havde affyret en mortérgranat blev både kaldt 'ukollegial og usolidarisk' af direktøren for International Media Support, Jesper Højberg, der selv har arbejdet i krigs- og konfliktzoner.

Og selvom der er en ny forklaring på bordet, så rokker det på ingen måde ved Jesper Højbergs kritik.

»Jeg har fuldstændig samme holdning, kan jeg sige. Journalister skal undgå at sætte sig i den slags situationer, som undergraver den særlige beskyttelse, journalister har i konfliktområder. Uanset hvilke følelsesmæssige motivationer han måtte have, fordi man kan altid have forståelse for, at man kan blive revet følelsesmæssigt med i ekstreme situationer, så vil mine ord stadig være uansvarlig, usolidarisk og ukollegialt,« siger Jesper Højberg og understreger, at det også sætter andre folks liv i fare:

»Man skal holde sig på afstand af den form for udtryk, når man er journalist. Fordi du overskrider nogle grænser, som også kan sætte andre journalister, fotografer og mediefolk i fare. Det grundlæggende er jo, at du sætter dit eget liv i fare, ved at vise din holdning på den her måde, og noget andet er, om du sætter andres liv i fare.«

Udover historien om affyringen af montérgranaten retter Politiken også flere andre passager i artiklerne. Blandt andet at Grarup skulle have besøgt pizzariaet RIA i Kramatorsk tre timer før et missilangreb.