Tårerne trillede ned af kinderne på Sabrina Alvarez, hendes veninde og nu tidligere kollegaer, da hun torsdag formiddag stod foran Københavns Lufthavn.

»Jeg har passet på danske og internationale børn i ni år. Jeg er jo velintegreret, jeg er velfungerende, og det kan de ikke tage fra mig,« lød det fra en grådkvalt Sabrina Alvarez, der med sine fem kufferter fyldt med »minder« og en kaffemaskine skulle sige farvel til sine nærmeste. 

For selvom den 33-årige pædagogmedhjælper er en af de 'varme hænder', som samfundet og politikerne skriger efter, så er Sabrina Alvarez blevet smidt hjem til Argentina

Forklaringen? De danske myndigheder mener, at den 33-årige pædagogmedhjælper, der har boet i Danmark i ni år og taler flydende dansk, har en større tilknytning til Argentina end Danmark, og at det derved ikke vil være »særlig belastende« for Sabrina Alvarez at blive smidt ud af landet.

Sabrina Alvarez sammen med sin advokat kort før afrejse.
Sabrina Alvarez sammen med sin advokat kort før afrejse. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Men det ville være synd at sige, at udsmidningen af pædagogmedhjælperen ikke var belastende for hendes nærmeste.

»Hun er som en gudmor for min datter. En forældrefigur. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg kommer til at savne hende, og den måde hun er der for sine venner,« fortalte Juliane Seeger en berørt veninde til Sabrina Alvarez, til B.T. torsdag formiddag.

Tidligere på dagen havde Sabrina Alvarez nemlig sagt farvel til Juliane Seegers fireårige datter, som hun var tæt knyttet til.

»Jeg skulle sige farvel til min venindes datter, og det var rigtig hård. Hun er fire år, og hun kan ikke forstå det. Vi er meget tætte på hinanden,« fortalte pædagogmedhjælperen, der ikke kunne holde tårerne tilbage.

Her krammer Sabrina Alvarez sin veninde Juliane Seeger.
Her krammer Sabrina Alvarez sin veninde Juliane Seeger. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Sabrina Alvarez giver sin nærmeste leder i den daginstitution, hvor hun arbejdede i Danmark, Katherine Morgan, et farvelkram.
Sabrina Alvarez giver sin nærmeste leder i den daginstitution, hvor hun arbejdede i Danmark, Katherine Morgan, et farvelkram. Foto: Anthon Unger
Vis mere

B.T. har tidligere kunne fortælle, at Sabrina Alvarez faktisk opfylder en række krav for at få en særlig opholdstilladelse hos Styrelsen for International Rekruttering og Integration, men at hendes ansøgning er blevet afvist, fordi den blev sendt for sent.

Og det påvirker i høj grad også Katherine Morgen, der har været Sabrina Alvarez nærmeste leder i den daginstitutionen Børnehuset Louisegården.

»Jeg synes, at det er meget trist. Sabrina har været en meget dygtig og vellidt medarbejder. Og det er svært at skulle sige på gensyn, fordi vi siger ikke farvel, fordi vi håber på, at hun snart vender tilbage igen,« fortalte Katherine Morgan, der mener, at behandlingen af Sabrina Alvarez har været umenneskelig og uværdig.

B.T. var med i lufthavnen. Se videoen øverst i artiklen.