Først otte timer som pædagogmedhjælper i vuggestuen, så en kop kaffe med gode venner og til sidst et slag badminton.
Sådan lyder en noget nær perfekt dag for Sabrina og mange andre danskere.
Men Sabrina har et alvorligt problem, og det er hendes efternavn.
Hun hedder nemlig hverken Jensen eller Nielsen, men Alvarez, og argentineren skal efter planen den 27. september sætte sig ind i et fly i Københavns Lufthavn og forlade Danmark.
Det er til trods for, at Sabrina Alvarez har boet i Danmark i ni år, taler flydende dansk og har to af de pædagoghænder, som vi hungrer så meget efter herhjemme.
For at forstå den skæbne skal vi skrue tiden tilbage til starten af 2010'erne.
På det her tidspunkt sidder 23-årige Sabrina i hendes barndomsby, Buenos Aires, da rejsefeberen begynder at boble i den unge argentiner.
Tilfældigvis har den sydamerikanske kvinde en lille dansk gren i det store stamtræ, så hun beslutter sig for at tage seks måneder til Esbjerg, hvor den del af familien bor.
Og så opstår en brusende forelskelse i havnebyen.
Faktisk ser Sabrina sig ikke tilbage og efter have rejst lidt rundt i Europa fra sin danske base, slår hun sig ned i København.
I hovedstaden opstår forelskelse nummer to, og denne gang er det i danske Morten, der fejer benene væk under den argentinske kvinde.
De to bliver kærester, og i 2016 får de titlerne som 'mand' og 'kone'.
Imens forsøger Sabrina efter bedste evne at 'blive dansk'. Hun lærer sproget, finder et arbejde og flytter sammen med sin danske mand.
Fra sin tid i Argentina har Sabrina to års uddannelse som pædagog, så lykken er gjort, da hun i 2019 får arbejde i en dagsinstitutionen i København.
Samme år sker der dog også det, at Sabrina og Morten bliver skilt, og det skal vise sig at få vidtrækkende konsekvenser.
I første omgang fortsætter Sabrina dog glædeligt med at arbejde i dagsinstitutionen, og i 2020 bliver hun fuldtidsansat som pædagogmedhjælper.
Udlændingestyrelsen bemærker dog skilsmissen og sender Sabrina flere eBoks-meddelelser.
»I forbindelse med forlængelse af min opholdstilladelse skriver de, og beder mig om at sende en masse ting ind. Hver gang, der kommer en notifikation fra Udlændingestyrelsen, går tiden lige i stå,« fortæller Sabrina Alvarez til B.T.
Sabrina indsender dokumentation for, at hun har bestået en dansk-eksamen, at hun har et fuldtidsjob og meget mere.
Men alligevel får Sabrina en mavepuster af dimensioner, da hun – sengeliggende med covid-19 – den 27. januar 2022 får en eBoks-meddelelse med overskriften 'Din opholdstilladelse kan ikke forlænges'.
Argentineren er rystet, men vælger hurtigt at benytte muligheden for at klage til Udlændingenævnet.
Halvanden år senere – i juli 2023 – kommer dødsstødet dog: Udlændingenævnet stedfæster beslutningen.
»Jeg var fuldkommen rystet. Hvordan kan det give mening, at de smider mig ud, når jeg er selvforsørgende, taler dansk og har et normalt liv her?,« spørger Sabrina, der er blevet bedt om at forlade landet senest den 27. september.
B.T. har læst Udlændingenævnets afgørelser, og her lægger de vægt på en række vurderinger.
Én af dem er, at Sabrina har en 'væsentligt stærkere' tilknytning til Argentina end Danmark, fordi hun blandt har boet i det sydamerikanske land i 24 år og taler sproget.
»Det er jo komplet åndssvagt. Selvfølgelig har jeg boet længere tid i det land, hvor jeg er født og opvokset. I mit voksne liv har jeg dog boet mere i Danmark, og min tilknytning er jo meget stærk her,« siger Sabrina.
Dertil vurderer Udlændingenævnet slutteligt på baggrund af alle detaljer i sagen, at en nægtelse af opholdstilladelse 'ikke må anses som værende særligt belastende' for Sabrina.
En vurdering, der gør Sabrina decideret vred.
»Jeg har boet her i ni år, har en kæmpe omgangskreds og er ekstremt glad for mit arbejde... og så skulle det ikke være belastende for mig pludselig at skulle flytte hjem igen?,« spørger Sabrina.
Lad os lige dvæle ved Sabrinas arbejde.
Hvis man kigger på det danske samfund, finder vi nemlig måske den allerbedste grund til, at Sabrina bør få lov at fortsætte sit liv i Danmark.
Den 33-årige kvinde er nemlig pædagogmedhjælper, og de hænger bestemt ikke på træerne.
Tværtimod er der faktisk en enorm mangel på pædagogiske hænder.
Derfor er det også en relativt frustreret forbundssekretær fra pædagogmedhjælpernes fagforening FOA, som B.T. får fat på.
»Jeg har svært ved at finde ord for det, men lad mig kalde det fuldstændig åndssvagt, at man sender en kvinde som Sabrina ud af landet. Hun er velintegreret, taler godt dansk, og så har vi jo brug for hende. Hun arbejder inden for et velfærdsområde, hvor der er en stor mangel på hænder. Det er tudetosset,« siger forbundssekretær Helena Mikkelsen.
Og Sabrina stemmer selv i.
»Det er jo helt absurd. Her er der en udlænding, der gerne vil Danmark, er selvforsørgende og som har et job, vi i den grad mangler. Og så skal jeg sendes ud af landet? Imens skal jeg læse artikler om, at forskellige kriminelle mennesker får lov at blive i Danmark. Det gør mig vred,« siger hun.
Men den vrede kan hun ikke bruge til noget.
Hun skal nemlig stadig efter planen forlade landet den 27. september.
»Jeg tror ikke helt, at jeg forstår det,« sukker hun.
B.T. har talt med både forælderen til et barn og lederen af Sabrinas institution, og de fortæller begge, at de er dybt rystede over, at Sabrina skal forlade landet.
