Tonsvis af plastikposer forurener naturen i Europa. Det kan ende med et forbud, advarer EU-Kommissionen.

500 ton plastikpartikler flyder rundt alene i Middelhavet. Og overalt i Europa er bortkastede plastikposer med til at forurene vandløb og jordbunde.

EU-Kommissionen blæser derfor til kamp mod det stadigt stigende forbrug af plastikposer i Europa.

- For halvtreds år siden var engangsplastikposer nærmest et ukendt fænomen. Nu bruger vi dem et par minutter og lader dem derpå forurene miljøet i årtier, siger EU's miljøkommissær, Janez Potocnik.

Han lægger ikke skjul på, at en nystartet offentlig høring, som løber frem til august, kan munde ud i vidtgående forslag for at modvirke plastikforureningen.

- Vi ser på alle muligheder, også forbud mod plastikbæreposer i hele EU, siger Potocnik.

Ifølge EU-Kommissionen bruger hver europæer i gennemsnit omkring 500 bæreposer af plastik om året, og de fleste bruges kun én gang.

De seneste tal fra 2008 viser, at der dette år blev produceret 3,4 millioner ton plastikposer i Europa. Det svarer til vægten af mere end to millioner personbiler.

Men hver især er plastikposerne så små og lette, at de tit slipper uden om affaldssystemerne og ender i naturen, hvor de kan være flere hundrede år om at gå i opløsning.

Nogle EU-medlemstater har allerede indført tiltag for at mindske brugen af plastikposer. Det er blandt andet tilfældet i Danmark, hvor der siden 1994 har været grønne afgifter på plastikposer.

Men på EU-plan findes der i dag ikke nogen lovgivning på området.

/ritzau/