I weekenden var Anna Møller for første gang ude at prøve kræfter med den etablerede løbeverden ved et cross-løb i Strib på Fyn. Hidtil har den 17-årige basketball-pige fra Hareskovby uden for København gjort sig bemærket med hurtige tider i motionsløb som Eremitageløbet og Kvindeløbet i København, men denne gang stod hun overfor de bedste juniorløbere ved første runde den traditionelle Cross Challenge-turnering, som samtidig gjaldt som udtagelsesløb til de nordiske mesterskaber, der afvikles i Finland den 8. november.

Og Anna Møller levede op til de store forventninger, selvom det var første gang, at hun løb konkurrence på det uvante terræn og i et par lånte pigsko. Hun vandt sikkert efter en slutspurt, hvor hun satte Maria Larsen fra KIF til vægs.

- Min træner havde fortalt mig, at jeg ikke skulle lægge mig forrest, men i stedet skulle hænge på. Så i starten måtte jeg holde lidt igen, selvom jeg havde lyst til at sætte mere fart på. Det var lidt irriterende, at man ikke bare kunne løbe sit eget løb, men det var også meget sjovt, for det var noget helt andet, end det jeg ellers har prøvet.

Dagen efter var Anna Møller igen ude at spille basketball for sin klub Værløse. Det er nemlig stadig første prioritet, for pigen, der nu både det ungdomslandsholdet i basketball og cross-løb.

- Det var ikke sådan, at jeg var øm i benene efter løbet, da jeg skulle spille kamp. Jeg er jo vant til det. Og heldigvis er der ikke nogle kampe i den weekend, hvor jeg skal løbe i Finland, siger det danske supertalent, der på forhånd må spås gode chancer for at vinde metal til Danmark i juniorløbet, hvor det senest blev til en dansk guldmedalje tilbage i 2003, da Anna Holm Baumeister triumferede.