TDC sænker prisen for opkald fra det faste net til mobiltelefoner hos tre teleselskaber - prisen for opkald til to andre ændres ikke.

Telekoncernen TDC ændrer nu priserne for opkald fra det faste net til en mobiltelefon. Prisen ændres for opkald til tre mobilselskaber, mens den fastholdes for opkald til to andre, Tele 2 samt teleselskabet 3.

Bag prisfaldet ligger krav fra IT- og Telestyrelsen, som i 2006 pålagde Telia, Sonofon og TDC Mobil at sænke de engrospriser, som andre teleselskaber betaler for opkald til deres mobilkunder. 3 og Tele 2 blev undtaget fra dette krav og har ikke sænket deres priser. Dermed sker der heller ikke nogen ændring i TDC's priser for opkald til deres mobilkunder, oplyser TDC.

Priserne falder med mellem 18 og 23 øre pr. minut i dagtimerne.

- Vi er særligt glade for, at prisfaldet kommer vores mange trofaste fastnetkunder til gode. Det er et af de største enkeltstående prisfald vi har gennemført inden for fastnettelefoni i flere år, siger direktør Gert Rieder, TDC Privat.

/ritzau/