Kinas Sichuan-provins blev her til aften dansk tid ramt af endnu et kraftigt jordskælv.

Kinas katastroferamte Sichaun-provins blev lørdag aften rystet af endnu et kraftigt efterskælv, mens tusinder blev evakueret af frygt for oversvømmelser.

Fem dage efter, at et voldsomt jordskælv kostede op imod 50.000 mennesker livet i Kinas sydvestlige Sichuan-provins, blev provinsen lørdag aften dansk tid atter rystet af endnu et kraftigt efterskælv.

Efterskælvet, som ifølge USA's Geologiske Undersøgelse målte 6,1 på richterskalaen, ramte midt ind i frygten for en ny katastrofe, da tusinder af kinesere flygtede, fordi en beskadiget dæmning i katastrofeområdet risikerede at brase sammen.

Frygten for en kraftig flodbølge fra dæmningen fik myndighederne til i al hast at evakuere den i forvejen hårdt ramte by Beichuan, hvor kun 10.000 ud af 30.000 indbyggere overlevede jordskælvet.

Soldater på stedet advarede ifølge det officielle nyhedsbureau Xinhua om, at vandstanden steg dramatisk, og at dæmningen risikerede at kollapse hvert øjeblik, det skulle være. Mandagens voldsomme rystelser, der blev målt til 7,9 på richterskalaen, havde nemlig udløst et jordskred, hvis sten og mudder blokerede for en flod, så vandet ikke kunne løbe ud af søen.

Også i Qingchuan, 90 kilometer nord for Beichuan, blev op imod 1,2 millioner mennesker evakueret, da en sø var tæt på at gå over sine bredder, rapporter Hongkongs kabel-tv.

Imens prøvede de kinesiske myndigheder endnu engang at optrappe redningsarbejdet i resten af provinsen, hvor der nu er øget bekymring for epidemier blandt de omkring fem millioner mennesker, som jordskælvet har gjort hjemløse. Og midt i de mange soldaters og redningsholds desperate kamp blev fem overlevende reddet efter at have tilbragt op imod 124 timer under murbrokker forskellige steder i provinsen, oplyste statslige medier.

De kinesiske myndigheder har nu sat det officielle antal dødsofre op fra omkring 22.000 til næsten 29.000, mens knap 200.000 er såret efter jordskælvet. Internationale eksperter vurderer, at antallet af dræbte vil nå op over den kinesiske regerings skøn på 50.000.

/ritzau/Reuters